torsdag 26. marts 2026 13:40
Nyt friplejehjem på vej
Et nyt friplejehjem, Fribo Munkebo, med 96 boliger er på tegnebrættet. Plejehjemmet bliver på over 7.000 kvm.
Projektet udvikles og opføres af den landsdækkende entreprenør Skjøde A/S og skal drives af Altiden i samarbejde med Kerteminde Kommune.
Byggeriet forventes at gå i gang i 2026 og stå klar i foråret 2028. Udover plejehjemmet opføres også 16 tryghedsboliger. Det nye byggeri skal erstatte ældre plejehjem i kommunen og løfte rammerne for ældreplejen.
I februar meddelte entreprenøren, at de havde ansat Morten Møller Iversen som ny strategi- og udviklingsdirektør og partner. Han kommer fra en stilling som driftsdirektør hos AG Gruppen og har tidligere været markedsdirektør i Rambøll Management Consulting og adm. direktør for by- og kulturforvaltningen i Odense Kommune.