torsdag 26. marts 2026 11:32
By & Havn når historisk resultat i Skovbros sidste regnskab: – Vi er et godt sted
Anne Skovbro har fremlagt regnskab for By & Havn for sidste gang.
Regnskabet viser en historisk høj – og positiv – egenkapital, historisk høj omsætning og historisk høj gæld.
– Jeg er rigtig glad for, at det er på baggrund af det her regnskab, at jeg går ud ad døren, siger Anne Skovbro, der efter sommerferien bliver adm. direktør i Danica Ejendomme, til Estate Media.
– Jeg synes på mange måder, at By & Havn er et godt sted nu, og jeg er tryg ved at give stafetten videre. Jeg er enormt stolt af, at den strategi, som vi sammen har lagt, faktisk viser sig at virke. Vi er mere konjunkturrobuste nu end tidligere, tilføjer hun.
Regnskabstallene bakker i vid udstrækning Anne Skovbro op.
Hun fremhæver først og fremmest egenkapitalen, der for første gang – ikke bare i hendes otte år i selskabet – men i hele By & Havns levetid er i plus.
– Det har den aldrig været før, så det er vi enormt stolte af, siger hun, inden hun hurtigt indskyder en bemærkning om, at den faktisk i ét enkelt kvartal i 2022 også var i plus.
– Der nåede vi lige at give “egenkapitalkage” til hele organisationen, og det nåede aldrig at fremgå af vores officielle regnskaber.
Organisationen har også fået egenkapitalkage i år.
Denne gang er den god nok, slår Anne Skovbro fast. Egenkapitalen lyder på 747 millioner kr.
Det er noteret i regnskabet, og hun ser gode muligheder for, at den forbliver positiv i den kommende tid trods krigen i Iran.
– Vi havde en forventning om, at vi ved udgangen af forretningsstrategiperioden, der løber til og med 2027, kunne nå en positiv egenkapital. Men at vi har nået den to år før, er selvfølgelig positivt. Vi er rigtig glade for, at vi allerede nu har nået de forretningsstrategiske mål.
Med til historien om egenkapitalen hører også noget rent regnskabsteknisk. I forbindelse med udviklingen af Nordhavn blev der indført et metrotillæg til købssummen af grundene.
Det tillæg har der været tvivl om, hvorvidt var lovligt eller ej, men i 2025 er det blevet slået fast, at det er i orden. Derfor kan man nu medregne indtægterne i regnskabet, hvilket blandt andet påvirker egenkapitalen positivt.
Nærmer sig milliardmål
By & Havn har et mål om at nå en omsætning på en milliard kr. i den her strategiperiode. Det mål mener Anne Skovbro er realistisk. I 2025 nåede omsætningen 651 millioner kr., hvilket er rekord. I det tal indgår dog ikke omsætningen fra By & Havns Lynetteholm-selskab. Medregnes den, når omsætningen op på 822 millioner kr.
Hvorfor er det vigtigt for jer at have fokus på den stigende omsætning?
– Det har været vigtigt, fordi vi ud over at lave en sund forretning også optager gæld, når vi investerer. Og vi vil rigtig gerne være der, hvor vi hele tiden sørger for, at vi har en så stor omsætning, at vi kan betale renterne på gælden.
Gælden har gennem flere år været genstand for opmærksomhed i By & Havn.
I regnskabsåret 2025 lyder gælden på 23,136 milliarder kr., hvilket er en stigning på 855 millioner kr. By & Havn beskriver selv stigningen som ventet og som en konsekvens af investeringer i Lynetteholm og Nordhavnstunnelen.
Læringen fra 2022
Tilbage i 2022 i forlængelse af krigen i Ukraine steg inflationen voldsomt, hvilket førte til rentestigninger. Det mærkede By & Havn, da renteudgifterne i virksomheden steg markant.
Anne Skovbro pointerer, at man har lært af krisen i 2022, og at man derfor ikke vil blive påvirket på samme måde af krigen i Iran, der også har sendt renterne op de seneste uger.
61 procent af By & Havns lån er låst med fast rente, mens 20 procent er lån med variabel rente og 19 procent er indekslån.
– Jeg synes, at vi ligger et rigtig godt sted, og jeg er derfor ikke så bekymret for udviklingen på rentemarkedet, siger hun.
I 2022 var By & Havn oppe at have en rente på i gennemsnit fem procent. I dag er den under tre procent, og det er vigtigt for selskabets økonomi, at den bliver der, slår Skovbro fast.
– Så længe vi er under tre procent, er vi meget komfortable.
Skydeskive
Under hele interviewet siger Anne Skovbro konsekvent “vi” og ikke By & Havn. Termen er også korrekt, da hun frem til 31. august fortsat står i spidsen for selskabet, inden hun rykker videre til Danica Ejendomme.
Til den tid har hun stået i spidsen for By & Havn i otte år. Hun har været en del af tre strategiperioder og været skydeskive for politikerne, når befolkningen har været utilfreds med beslutningerne. Man kunne nævne Lynetteholm og Amager Fælled.
Hvordan har du oplevet modstanden i løbet af din periode i By & Havn?
– Jeg har oplevet, at det har været svært for en del borgere at skelne mellem politiske beslutninger og beslutninger truffet af By & Havn.
Men har det ikke været svært nogle gange at skulle holde sin mund? Der har jo været politiske beslutninger, hvor du på grund af ejerskabet – hvor Københavns Kommune ejer 95 og staten 5 procent – måske ikke har kunnet sige det, du gerne ville.
– Det er en del af jobbet. Jeg er embedsmand i den her rolle. Sådan er det.
– Ny direktør får godt udgangspunkt
Da Anne Skovbro afløste Jens Kramer Mikkelsen på posten som adm. direktør i By & Havn i 2018, var det midt i en strategiperiode, hvor målet var at skaffe penge til Sydhavnsmetroen.
Det mål nåede selskabet, og sideløbende kunne Anne Skovbro forme den næste periode, hvor målet var at sælge byggeretter for 3,4 milliarder kr. Det blev også opfyldt.
Nu siger hun selv farvel midt i en strategiperiode, hvor regnskabet med hendes øjne peger på, at målene om milliardomsætning og positiv egenkapital bliver nået.
– Den strategi, vi har nu, er mere eller mindre en forlængelse af den forrige. Men der er flere spørgsmål til, hvad der skal ske herfra. Skal man fortsætte i samme spor? Skal der laves et nyt forretningsområde? Det skal en ny direktør finde ud af sammen med bestyrelsen. Vi kan konstatere, at det går godt økonomisk i By & Havn – bedre end forventet – og det kan give nye muligheder. Time will tell. Jeg ved det ikke.
Men man kan pege på, at en ny direktør kommer ind i en strategiperiode på nogenlunde samme tidspunkt, som du selv gjorde. Hvad tænker du om det?
– Jeg vil sige, at det er heldigt for en ny. Jeg var enormt glad for, at jeg havde mulighed for at komme ind på det tidspunkt og være med til at lave en forretningsstrategi. Den mulighed får en ny også. Men der er ikke noget timing i det fra min side. For så skulle jeg kunne styre noget omkring Danica Ejendomme, og det kan jeg ikke.
Større end den primære opgave
Når Anne Skovbro tænker tilbage på sin tid i By & Havn, glæder hun sig over det, hun mener, organisationen er blevet kendt for: fagligt kompetente medarbejdere, der blandt andet har været med til at flytte på ESG-dagsordenen og turde rokke ved fundamenterne og finde fremsynede løsninger.
– Jeg kan huske, at der var nogle arkitekter, der blev sure, da vi på et tidspunkt forsøgte med et design, der tog hensyn til kvinder, siger hun med et grin.
– Men det har været vigtigt for mig, at vi hele tiden har forsøgt at afsøge muligheder og idéer i de her politiske processer, der nogle gange har været vanskelige, og hvor vi har tænkt ud af boksen.
Hun fremhæver projektet Byens Scene, der var en konkurrence om at skabe byrum til hverdag og fest omkring spillesteder i Ørestad ved DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena.
– Vi kunne vælge at være ligeglade og bare gøre de tre byrum færdige og få dem solgt. Men vi – og jeg – har brugt kræfter på at se, om vi kan skabe noget derude sammen med aktørerne. Vi tror på, at hvis vi går sammen, kan vi levere nogle byrum, der gør Ørestad til et federe sted og skaber opmærksomhed om de store musikscener. Der synes jeg, vi også har vist, at vi vil løfte noget, der er større end vores primære opgave.
