Der skal fart på boligbyggeriet i Københavns Kommune. Priserne stiger, og der mangler boliger til dem, der gerne vil bo i kommunen. Det er alle sådan set i det store enige om. Men det er nemmere sagt end gjort, for en stor del af udfordringen med byggeri er, at selvom man øger produktionen, så går der lang tid før produktet står færdigt. Så der er brug for at tage så mange forskellige tiltag i brug, som man nu kan for at øge hastigheden i processen.

Et af de gode værktøjer er en god og tillidsfuld dialog mellem udviklere, investorer og politikere. Derfor er det så vigtigt, at der ikke bliver smidt politiske bomber a la den, der sprang, da det blev offentliggjort, at der ville blive nedlagt et §14 forbud mod kommende hotelprojekter i centrum af København. Et §14 forbud efter planloven betyder, at kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at en ejendom for eksempel omdannes fra kontor til hotel. Forbuddet kan højst nedlægges for et år.

Sagen er todelt. På den ene side så er der ingen tvivl om, at politiske bomber, hvor ejendomsbranchen får kendskab til nye initiativer gennem pressen og i øvrigt ikke får hverken baggrund eller forklaringer med på vejen i første omgang, er med til at ødelægge tilliden mellem det politiske miljø og skabe et dårligere investeringsklima. Det er to ting, som København ikke har brug for lige nu, hvor der er et akut behov for flere boliger. Her skal investorerne føle sig trygge i, at hvis der bliver sat penge i at udvikle et projekt i Københavns Kommune, så er der også en høj grad af sikkerhed for, at det kan gennemføres.

Politikerne skal vide, hvad de vil
Den tillid skabes ved, at parterne tager dialog tidligt, at politikerne ved, hvad de vil i god tid, og at udviklere og investorer læser det politiske klima og møder velforberedte op på rådhuset. Det er faktisk ikke så svært for nogle af parterne på papiret, men i praksis har man set rigtig mange tilfælde, hvor det går galt. Derfor er fremgangsmåden med §14-forbuddet noget af en bombe fra rådhuset, og man kan kun være enig i borgmester Line Barfods udmelding om, at hun fremover vil arbejde for, at det står knivskarpt i kommuneplan og kommuneplantillæg, hvor kommunen gerne ser, at der bliver mere – og mindre – af de forskellige typer erhverv og boliger.

Uanset partifarverne på rådhuset har fremtrædende projektudviklere og investorer altid efterlyst transparens. Så snart politikerne går først den ene vej, og så den anden vej, så svækkes tilliden og dermed investeringslysten. Det er uheldigt på et tidspunkt, hvor næsten alle på rådhuset er enig i, at der er brug for yderligere investeringer i det københavnske boligmarked.

Når det så er sagt om selve håndteringen, så er sagen om hotellerne speget. Der er ikke så mange fællesnævnere i de sager, der fik nedlagt et forbud.

For når der mangler boliger i en by, giver det god mening at se på om de eksisterende ejendomme kan bruges til boliger i stedet for til for eksempel hotel, når man alligevel er inde at pille ved lokalplanen. Det ser bare oftere nemmere ud på papiret end i virkeligheden på grund af krav til bygningsdybde, dagslysgennemstrømning og meget andet.

Hoteller er bedre end korttidsudlejning
Udviklerne og ejendomsejerne bag de forskellige projekter er også meget forskelligartede, hvor nogle er store professionelle investorer med en høj grad af involvering i byen generelt, mens andre er mindre private investorer. Nogle af ejendommene har primært fungeret som professionel korttidsudlejning, mens andre har været egentlige kontorejendomme.

København har en udfordring med håndtering af sine turister og den meget høje vækst af tilrejsende i de seneste år. Byen er populær, og det skal vi være glade for. Det giver omsætning og arbejdspladser. Men vi skal også holde den fine balance, der betyder, at byen ikke affolkes, fordi lejlighederne bliver brugt til korttidsudlejning, eller at beboere i København føler, at der ikke er plads til dem – som man har set det fra Palma de Mallorca og Barcelona.

Hoteller er i mange tilfælde bedre for byen, for organiseringen af arbejdskraften og for transparensen i markedet, fordi turisterne bliver huset på rigtige hoteller fremfor i et gråt skyggemarked af korttidsudlejning.

Der er altså både fordele og ulemper ved flere hoteller, og det er optimalt, at hver enkelt projekt er blevet vurderet for sig. Det giver ikke nogen mening, når nogle politikere efterfølgende mener, at alle bare skulle have været skåret over en kam. Det skaber ikke tillid mellem investorer og myndigheder, hvis man ikke føler sig individuelt og rigtigt behandlet i forhold til det konkrete projekt, man kommer med – ud fra generelle og transparente retningslinjer om, hvad der vil blive prioriteret.

Netop tillid og “forsyningssikkerhed” fra begge sider er der brug for, så det kan sikres, at både nationale og internationale investorer vil være med til at udvikle København i de kommende år og fortsat sikre, at det er en levende by med gode boliger i alle prisklasser, et spændende og varieret hoteludbud til turisterne og attraktive erhvervsarealer til resten af de virksomheder, der gerne vil placere sig i byen.