Illustration af en kommende supercomputer-park i Chicago. Illustration: Illinois Quantum and Microelectronics Park

Amazon vil investere over 250 milliarder danske kr. i datacentre

Den amerikanske techgigant Amazon vil investere 33,7 milliarder euro, svarende til mere end 250 milliarder danske kr., i udbygningen af datacenterinfrastuktur i Spanien frem mod 2035.

Det skriver Amazon News.

Investeringen sker i Amazon Web Services’ datacenterregion i Aragón i det nordøstlige Spanien. Ifølge Amazon vurderes det, at investeringen vil bidrage med 31,7 milliarder euro til Spaniens BNP frem mod 2035 og understøtte næsten 30.000 fuldtidsstillinger årligt.

Udover datacentrene planlægger Amazon også at etablere nye faciliteter. Selskabet vil blandt andet opføre en fabrik til samling og test af servere og et lager til produktion og distribution. Der vil også blive etableret et specialiseret anlæg til produktion og reparation af servere til kunstig intelligens og maskinlæring, skriver Amazon.

– Mens Amazon markerer 15 år i Spanien, understreger denne investering vores langsigtede engagement i landets digitale og økonomiske udvikling, siger David Zapolsky, der er chef for globale anliggender og juridiske forhold i Amazon, i artiklen.

Et nyt marked
Datacentre ligner samtidig et marked i kraftig vækst i disse år – også i Danmark. I 2025 blev datacentre for alvor et begreb, der var comme il faut at tale om.

Ejendomsinvestoren Thylander meldte sidste år ud, at datacentre fremover bliver en del af selskabets strategi. Samtidig vurderede konsulenthuset McKinsey & Company i 2025, at der globalt kan blive behov for investeringer på op mod 6,7 billioner dollars i datacentre frem mod 2030.

Udviklingen hænger tæt sammen med den eksplosive vækst i kunstig intelligens, som kræver enorme mængder datakraft.

Men konturerne af et nyt marked begynder samtidig at tegne sig. Nemlig ejendomme, der kan huse kvantecomputere – en slags supercomputere – kan blive næste investeringssegment, vurderer den internationale erhvervsmægler JLL i en rapport, som Estate Media også har beskrevet. 

Virksomheder inden for kvantecomputere omsatte samlet set for omkring 750 millioner dollars i 2024, men forventningen er, at markedet kan vokse markant de kommende år. Ifølge JLL peger nogle fremskrivninger på, at branchen kan nå en omsætning på omkring 100 milliarder dollars i 2035.

Kan følge AIs vækstkurve
Andrew Batson, chef for data center research hos JLL, vurderer, at teknologien står foran en kommercialisering.

– På et tidspunkt vil vi se en markant stigning i efterspørgslen, der minder om det, vi har set med kunstig intelligens, har han tidligere sagt til CNBC.

Han forventer, at de første større markedsryk kan komme inden for fem år, mens segmentet for alvor kan begynde at blomstre omkring et årti fra nu.

Allerede nu investerer flere af verdens største techselskaber i teknologien, herunder Microsoft, IBM, Google og Amazon.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder