onsdag 11. marts 2026 15:04
Sverige presser på for metrolinje under Øresund
Den svenske regering bestilte sidste år en undersøgelse af forudsætningerne for at styrke kapaciteten over Øresundsbroen. Den undersøgelse er nu klar og indleveret til infrastruktur- og boligminister Andreas Carlson.
Og rapportens forfattere håber på en fælles dansk-svensk undersøgelse i 2027, som skal bane vejen for en metrolinje mellem København og Malmø. Det skriver Estate Medias svenske søstersite fastighetsnytt.se.
Rapporten fastslår blandt andet, at der fra 2050 vil være behov for en forstærkning af transportkapaciteten mellem de to lande, men allerede i dag er der kapacitetsmangel, siger Katrin Stjernfeldt Jammeh (S), som er leder af Malmø Byråd, til fastighetsnytt.se.
Og det vil en metrolinje kunne løse længe inden 2050, peger hun på.
Katrin Stjernfeldt Jammeh understreger samtidig, at den eksisterende infrastruktur bidrager til en lavere grad af civilt og militært beredskab.
– Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har sammen med et skiftende arbejdsmarked på både svensk og dansk side været en øjenåbner for mange. Det gør mig sikker på, at både svenske og danske beslutningstagere ser behovet for en ny fast forbindelse, siger hun.
Katrin Stjernfeldt Jammeh peger på, at grunden til, at det netop er en metrolinje, der er behov for, er, at det er her det største potentiale for bedre integration findes. Og så kan en metro aflaste broen og frigøre plads til flere godstog og internationale passagertog, ligesom den vil kunne gavne arbejdsmarkedssituationen i Øresundsregionen.