Vinderholdet fra venstre mod højre: Magnus Trøst Knudsen, Valdemar Hellmann, David Moskaluk og Maximilian Lommen.

Her er vinderne af talentkonkurrence

Tre ugers intensivt forløb kulminerede torsdag aften, da CBS Real Estate Club fandt vinderne af CBS Real Estate Academy 2026.

Tre hold var udvalgt til finalen, hvor en jury blandt andet talte Jacob de Lichtenberg (Niam), Søren Stensdal (Stensdal Group) og Ung i Ejendom-talentet Jakob Ström Møller (Urban Partners).

De tre hold skulle lave en forretningsplan for Niam-ejede Nordhusene på 24 timer. Herefter skulle de fremlægge den for juryen.

Vinderne blev Valdemar Hellmann, Magnus Trøst Knudsen, Maximilian Lommen og David Moskaluk.

Ud over hæderen, priser og gaver modtager vinderholdet 25.000 kr. til deling.

– Vi er faktisk lidt overraskede over, at vi kunne vinde, for der var ingen i vores gruppe, der har erfaring med ejendomsbranchen. Det viste sig måske at være en fordel for os, da vi var nødt til at forstå alt for at kunne argumentere for, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, fortæller Valdemar Hellmann.

Grupperne fik opgaven udleveret onsdag klokken 10 og skulle aflevere præcis et døgn senere. Efter at have afleveret opgaven klokken 10 torsdag blev der afholdt semifinale klokken 11, og lidt over klokken 18 gik Valdemar Hellmann, Magnus Trøst Knudsen, Maximilian Lommen og Dawid Moskaluk på scenen og fremlagde det, der skulle vise sig at blive et vinderprojekt.

På grund af det tætte program er det kun blevet til få timers søvn.

– Vi sad fra klokken ni om morgenen og var klar til at få casen, og så arbejdede vi til klokken et om natten. Vi stod op igen klokken syv for at færdiggøre det sidste. Det betød også, at vi ikke havde nået at øve vores præsentation til semifinalen, hvor vi måtte tage den på gefühl. Det endte med at gå godt, og det gik endnu bedre til sidst, siger Magnus Trøst Knudsen.

Både Magnus Trøst Knudsen og Valdemar Hellmann var glade for sejren.

– På universitetet bliver man hele tiden testet til eksamener, men når man præsterer på noget, der er mere virkelighedsnært som den her konkrete ejendomscase, føles det endnu bedre, siger Magnus Trøst Knudsen.

Svært at forstå, at man kan nå så meget så hurtigt
Jacob de Lichtenberg fremhævede, at det havde været en svær beslutning for juryen på grund af nogle rigtig gode finalister.

– Men til sidst nåede vi frem til to hold, der skilte sig ud. Vi besluttede os for en case, der blev løst holistisk og grundigt. Jeg kan næsten ikke forstå, hvordan I har kunnet klare det her på 24 timer.

For Søren Stensdal var det især analysen, der blev afgørende.

– Det vigtige er analysen, man laver, og hvordan man argumenterer for den. Her til aften har vi set et rigtig højt niveau, hvor det blev en tæt afgørelse.

Juryen voterede længe og havde vanskeligt ved at vælge mellem to finaleprojekter. Foto: CB/Estate Media

Mod på mere ejendom
Hverken Magnus Trøst Knudsen eller Valdemar Hellmann har haft fokus på ejendomme indtil nu i deres uddannelse, men forløbet med CBS Real Estate Club har givet dem mod på mere.

– Jeg kunne godt se mig selv arbejde inden for ejendomme efter det her. Det har været super fedt og spændende, siger Magnus Trøst Knudsen.

– Jeg tror, at det eneste, ejendomsbranchen mangler for at få mere opmærksomhed på uddannelserne, er markedsføring. Før jeg var en del af CBS Real Estate Club, kendte jeg ikke meget til det, men det er langt mere virkelighedsnært end meget af det andet, vi laver, lyder det fra Valdemar Hellmann.

CBS Real Estate Academy er et forløb, der skal give de studerende et indblik i branchen gennem undervisning fra prominente aktører med hvert deres fokuspunkt i en samlet transaktions- og værdiproces. Forløbet afholdes over to uger med fire workshops.

Her skal talenterne igennem Valuation & Financing, Financial Modelling & Underwriting, Due Diligence og Value Creation.

Underviserne på forløbet har været profiler fra Colliers, Nykredit, Thylander, Rubik Properties, Plesner, PwC, Niras, Niam og Urban Partners.

Det er anden gang, CBS Real Estate Academy afholder eventet.

Målet er, at den opmærksomhed, forløbet opnår både eksternt og internt på CBS, kan være med til at få oprettet egentlige ejendomsfag på CBS.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder