onsdag 04. marts 2026 10:11
Rikke Lykke: Jesper Bo Hansen stopper dags dato
Catellas mangeårige chef i Danmark Jesper Bo Hansen fratræder og stopper i Catella dags dato.
Rikke Lykke, der i august blev adm. direktør og præsident for hele Catella, fortæller til Estate Media, at det sker fordi, at hun ønsker et nyt setup omkring Catella i Danmark.
– Vi har i ledelsen haft nogle strategiske overvejelser omkring strukturen, og det er på den baggrund, at vi nu siger farvel til Jesper.
Kan du komme nærmere ind på, hvad det har været for nogle strategiske beslutninger?
– Vi har et ønske om, at vores Corporate Finance og vores Investment Management bliver to selvstændige enheder, og derfor vil vi gerne have et nyt setup.
Har I sagt farvel til andre end Jesper Bo Hansen?
– Nej.
Jesper Bo Hansen nåede at være en del af Catalla i 25 år. Han fortsætter dog som bestyrelsesmedlem og forbliver storaktionær i selskabet med en ejerandel på 36 procent.
“Jeg er stolt”
Fremadrettet bliver det Morten Gustafson, der kommer til at stå i spidsen for Catella i Danmark, mens Gustav Bjørn beholder sin rolle som Managing Director, Head of Debt Advisory hos Catella.
Rikke Lykke takker Jesper Bo Hansen for hans indsats.
– Jesper og jeg har været en del af den danske ejendomsbranche i rigtig mange år, og han har ydet en stor indsats for at bygge Catella op i Danmark, siger hun.
Jesper Bo Hansen har selv lagt et opslag på Linkedin onsdag morgen, hvor han forholder sig til sin afskedigelse:
– Jeg er stolt af, at Catella Danmark i dag står som en anerkendt markedsleder efter 25 år, hvor ejendomsbranchen er blevet langt mere global og professionaliseret, skriver han blandt andet.
Fremover vil Jesper Bo Hansen engagere sig bredere i krydsfeltet mellem ejendoms- og finanssektoren, skriver han på Linkedin.
Catella rådgav om ejendomstransaktioner for 8,4 milliarder svenske kroner i fjerde kvartal 2025, hvilket er lavere end samme periode året før, hvor volumen var 10,7 milliarder svenske kroner. Til gengæld steg aktivitetsniveauet i forhold til tredje kvartal.
Det fremgår af selskabets regnskab for fjerde kvartal, der blev offentliggjort i midten af februar.
Den danske del af forretningen leverede transaktioner for 0,3 milliarder svenske kroner, hvilket er et markant fald fra 3,5 milliader svenske kroner i samme kvartal året før. Dermed var Danmark det marked med den klart laveste transaktionsvolumen blandt Catellas centrale europæiske markeder i kvartalet.