I sidste uge slog vejret om, og pludselig kunne man fornemme foråret i luften. Det betyder, at man skal passe på ondt i ryggen, når man fatter spaden eller riven og går til stålet, nu hvor den har været gemt væk i nogle måneder. Det er et råd, man måske kunne give til Københavns nye par på spadesiden, nemlig Sisse Marie Welling og Line Barfod, der for alvor tog fat i går med et boligbyggeri på Enghave Brygge.

Spadestikket kommer, efter at Sisse Marie Welling i sidste uge var til et forsinket rejsegilde i Ørestad, og det er naturligvis politisk klogt og helt oplagt af de to at vise, at de tager deres valgløfter helt bogstaveligt og bakker op om, at der kommer flere boliger i København. Det helt store ønske er flere almene boliger og flere ejerboliger. Det første fordi almene boliger i de fleste tilfælde er mere betalbare end private udlejningsboliger, og det sidste fordi et større udbud må formodes at medvirke til lavere priser.

Et af de nyeste eksempler er Enghave Brygge Syd, der i denne uge er gået i jorden, og hvor der skal bygges 1.000 nye boliger fordelt på 80.000 kvm. Og her kommer både ejerboliger, lejeboliger og almene boliger.

– Jeg er meget glad for at stå her i dag. Jeg håber ikke, at jeg skal lave andet end at tage første spadestik sammen med Line Barfod i den her valgperiode, sagde en smilende Sisse Marie Welling mandag, da hun satte spaden i gruset mandag, kunne min kollega på stedet rapportere.

Øverst på to-do listen er betalbare boliger
Rejsegildet i sidste uge blev holdt for 72 almene boliger i Bellakvarter, hvor Sisse Marie Welling kunne påpege, at “Det, der står allerøverst på min to do-liste som overborgmester er flere boliger, der er til at betale for københavnere med helt almindelige indkomster, og et afgørende greb er, at vi skal have sat fart på byggeriet af almene boliger. Derfor er jeg virkelig glad for, at mit første rejsegilde som overborgmester netop er almene boliger i Salkahus.”

Modellen om Salkahus er da også lige efter bogen i forhold til at samarbejde med private bygherre. Det opføres med bygherren i kvarteret, Solstra, som delegeret bygherre og Dyrlund Sørensen som totalentreprenør. Det er et samarbejde, der også var på plads, da de første fsb-boliger Skyttehusene blev bygget i Bellakvarter for snart ti år siden. Huslejen i boligerne? Den bliver på 6.100 kr. – 13.700 for lejligheder på 49-109 kvm.

Der bliver altså tale om lejligheder, der ligger et godt stykke under prisen på private udlejningsboliger, som ligger i et niveau på 2.200-2.300 kr. per kvm og fortsat stiger.

Generelt har de almene organisationer de senere år været hæmmet af, at priserne på at bygge er steget over maksimumbeløbet, (det der før blev kaldt rammebeløbet, men som nu har fået en mere sigende betegnelse), simpelthen har været for lavt. Den almene sektor har ikke haft mulighed for at sætte ret meget i gang, for entreprenørernes priser er de samme for de almene som for de kommercielle bygherrer. Men de er også hæmmet af, at samarbejdet med de private bygherrer ikke altid er optimalt. Enkelte projektudviklere og institutionelle investorer har knækket koden sammen med nogle af de almene, men over en bred kam er der fortsat lang vej.

De almene er heller ikke toneangivende. De bliver langt oftere omtalt i forhold til selv at sætte debatten. Det er helt naturligt, for de almene organisationer er styret af beboere, og de er ikke kommercielle aktører, og de har ikke haft grundlæggende incitament til at gøre sig selv større, bedre eller driftigere, men mere passe på det, de allerede har.

De almene trænger til et kærligt spark
Det er ofte de private bygherrer, der bliver skudt på, fordi der ikke bliver bygget nok boliger, men det er også på tide med et tankeskifte hos de almene. Et kærligt spark. Set udefra lukker de sig nemlig langt hen ad vejen om sig selv og har en tendens til primært at spejle sig i sig selv som organisation og som sektor.

Der bliver måske udvekslet erfaringer, men der er langt til benchmarks og/eller systematisk optimering, som man ser det i den kommercielle del af boligbyggeriet. Samtidig er den almene sektor bundet op på en forankring i et beboerdemokrati, som er med til at gøre boligerne mere beboerdrevne end stort set alle andre former for sociale/betalbare boliger i resten af Europa.

Det er et unikt og helt fantastisk system, som vi kan være stolte af at være ophavsmænd til i Danmark i lighed med andre unikke systemer som vores realkredit og vores store fondsejede og andelsejede virksomheder. Hvis man skal være lidt højtravende, så er det på sin plads at nævne, at det alt sammen er i tråd med et grundtvigiansk samfundssyn, hvor vi deles om indsigten og ejerskabet af de store samfundsbærende apparater.

Den position skal den almene sektor for enhver pris bevare. Livlinen til beboerne må ikke knække.

Til gengæld er den almene sektor nødt til at knække koden til, hvordan man kan balancere det uden at lukke sig om sig selv, men i højere grad selv række ud til resten af ejendomsbranchen. Det gælder både de små selskaber i kommuner rundt omkring, hvor der bliver brug for nye typer af boliger til den aldrende befolkning, og hvor den almene sektor kan spille en rolle sammen med private udviklere. Men det gælder især i de største byer, hvor der både er politisk pres, men også mulighed for at påtage sig en samfundsunderstøttende rolle, som der er hårdt brug for. Ikke for at opfylde Sisse Marie Welling og Line Barfods drøm om ikke at lave andet i deres borgmesterperioder, men fordi det danske samfund har brug for flere boliger af alle typer. Også almene.

Derfor må den almene sektor i langt højere grad på banen i egen ret og folde sit eget talerør ud både for at få bygget flere boliger, men også for at private og almene kan dele best practice og få skabt den bedst mulige by i fællesskab.