torsdag 05. februar 2026 11:34
NCC er fyldt med tro på fremtiden – på trods af fald
Den svenske entreprenørgigant NCC er fuld af optimisme – på trods af, at både ordretilgang og salg er lavere nu end for et år siden.
Og selskabets adm. direktør Tomas Carlsson forklarer i et interview med Estate Media ovenpå offentliggørelsen af NCC’s årsregnskab for 2025, at man kan lære af den danske gren af NCC.
I Danmark går det nemlig rigtig godt for NCC.
Mens NCC har oplevet et fald i nettoomsætningen fra 61,6 milliarder svenske kr. i 2024 til nu 55,7 milliarder, er tallene i Danmark gået den modsatte retning.
Det svarer altså til et fald fra cirka 43,5 milliarder kr. til cirka 39,3 milliarder kr.
I Danmark går det fint
På dansk grund er der sket en stigning i nettoomsætningen på 596 millioner svenske kr. (cirka 419 millioner kr.), så den i 2025 lød på 13,6 milliarder svenske kr, svarende til omkring 9,6 milliarder kr.
Samtidig er ordretilgangen i Danmark steget en anelse, så den nu akkurat er krøbet over 12,5 milliarder svenske kr. Det svarer til cirka 8,9 milliarder danske kr.
– Jeg har sagt mange gange, at jeg godt kan lide den måde, som vores danske virksomhed agerer på. De driver en effektiv forretning, de forstår, hvad kunderne har behov for, de giver gode tilbud, og så leverer NCC i Danmark virkelig gode produkter til kunderne, siger Tomas Carlsson.
– Der eksisterer en god kultur, og jeg siger gerne til andre dele af vores virksomhed, at de skal finde den indre dansker frem. Vi stræber efter at lære af det i andre lande, tilføjer han.
Tomas Carlsson erklærer i samme åndedrag, at han håber, at den danske del af NCC-forretningen kommer til at få en endnu større betydning fremadrettet.
– Vi ser absolut vækstmuligheder i Danmark og også Norge. Jeg vil gerne vækste i Danmark, men det skal ikke være på bekostning af lønsomheden, forklarer den svenske direktør.
Nedskrivninger på ejendomsudvikling
Når Tomas Carlsson altså fortsat er fuld af optimisme, så skyldes det, at der er sket en oprydning i form af nedskrivning af værdien på en række ejendomme i NCC’s division for ejendomsudvikling.
De har gjort, at NCC her har et minus på 864 millioner svenske kr eller 608 millioner danske kr.
– Vi har besluttet at foretage en omvurdering, hvor vi nedskriver værdien. Det har ingen påvirkning på vores cashflow. Så må vi se, hvordan det ser ud, når vi sælger dem på et senere tidspunkt, forklarer han.
Samtidig har selskabet været præget af negative konjunkturer og en ufavorabel udvikling i valutakurser, peger Tomas Carlsson på.
Andre steder går det imidlertid rigtig godt, lyder budskabet.
– Vi rapporterer om stærke underliggende indtægter, hvor Industry og Building Nordics har opnået rekordhøje indtægter, fremhæver Tomas Carlsson.
Og optimismen bygger han på, at NCC på endnu længere sigt har meget mere på vej.
– NCC underskrev flere langsigtede samarbejdskontrakter i den tidlige fase i 2025 end i noget tidligere år. Det er aftaler, der gradvist vil styrke ordrebeholdningen, siger Tomas Carlsson.
– Markedsudsigterne for kontrakter er gunstige, især inden for vores prioriterede segmenter: energi, vandbehandling, hospitaler og sikkerhedsklassificerede bygninger, tilføjer han.
Har valgt ikke at sælge
I 2025 har der hersket tvivl omkring fremtiden for NCC’s Industry-forretningsområde.
Den er nu afklaret.
NCC har nemlig efter at have modtaget adskillige bud fra interesserede købere besluttet at beholde Industry-grenen.
– Vi har talt med mange forskellige potentielle købere, og vi er kommet frem til, at vi ser en større værdi for vores aktionærer, end buddene har afspejlet. Nu kommer vi til at stille Industry mere frit, og de får nu egen balance og en større handlefrihed, forklarer Tomas Carlsson.
Det skal forbedre mulighederne for yderligere at udvikle en forretning, som ifølge Tomas Carlsson har betydeligt potentiale, og som har præsteret stærkt over en længere periode.