Et Linkedinopslag med en ulykkelig kvinde, der stirrer ned i gulvet og forsøger at få overblik over konsekvenserne af en huslejestigning på 67 procent fra den ene dag til den anden.

Sådan så et opslag på Linkedin ud i sidste uge. Det drev af patos, da Løvens Hule-iværksætter Louise Holm i opslaget fortalte, hvordan hun føler sig forsøgt drevet ud af sine lagerlokaler med så høj en lejeforhøjelse. “Jeg har bygget min forretning op fra bunden. Passet på den, forfinet den og kæmpet for den i snart 10 år. …For udlejer er det et spørgsmål om tal, jura og afkast. For mig er det hele min verden.”

Gæt engang, hvem der vinder sympatien i den ligning.

Et andet eksempel: En fortvivlet studerende, der ser på et værelse til 5.400 kr. om måneden, men som må erkende, at hvis og når han flytter ind, så er lejen fra dag til dag steget til 7.100 og dermed kun 326 kr. under SU-beløbet for udeboende på videregående uddannelser.

Begge dele kan være fuldt ud legale stigninger. I boligmassen, hvor der er fri lejefastsættelse er der lige præcis det. Fri lejefastsættelse. Og hvis det generelle lejeniveau er steget, så er det også helt ok at hæve lejen ved genudlejning, så den matcher. Mange steder er lejen nu oppe og hilse på de 2.500 kr. per kvm, og så er muligheden der for udlejer, når der lander en opsigelse i indbakken. Vupti. Ny lejer. Højere lejepris.

Man kan oven i købet godt have nogle, der betaler høj leje og andre, der betaler en lavere leje i samme bygning. Lejeloven beskytter de eksisterende lejere, så lejen kun kan hæves med det forudbestemte beløb, men ved fraflytning er det en helt anden sag i de ejendomme, der er opført efter 1991, og hvor der altså er fri lejefastsættelse.

Endnu friere spil
Når det gælder erhvervsleje, så er der endnu friere spil. Erhvervslejeloven forudsætter, at man er to jævnbyrdige – og professionelle – parter, så der er ikke meget beskyttelse at hente. Men fordi man er iværksætter er det jo ikke sikkert, at man er ekspert i lejekontrakter.

Det kan for eksempel være, at man finder fine lokaler til en lav husleje, men to år efter bliver ejendommen solgt, og så hæver den nye ejer huslejen med 100 procent. Det kan komme som et chok og være ødelæggende for den mindre sårbare virksomhed.

Der er en vis sandsynlighed for, at vi kommer til at se endnu mere af den slags i den kommende tid. I hvert fald bliver der talt om, at “value-added” – altså at tilføre en ejendom ekstra værdi – er det nye sort. “Value added” som betegnelse for et aktiv kan betyde en ejendom, hvor det er muligt at udnytte ekstra kvm eller byggeretter. Men det kan også betyde, at man laver en due diligence og maksimerer huslejen eller bare venter på, at der flytter lejere ud, så der kan udlejes til en ny lejer til højere pris. Efterspørgslen er høj, kunderne er der, og det er helt efter bogen juridisk.

Spørgsmålet er bare, om det også er efter bogen moralsk. Her knækker filmen. Det er David mod Goliath. Den lille lejer, der kæmper for sit liv, hvad end det er en mindre virksomhed, en studerende eller børnefamilien, der ikke kan finde noget at bo i.

Så skal man, fordi man kan? Der er kræfter i branchen, der selv er overrasket over, hvor hurtigt priserne er steget, og der er adskillige udlejere, der af samme grund ikke vælger at gå efter den sidste lejekrone.

Det er tid til selvjustits
Høje lejepriser betyder nemlig, at lejerne i højere grad vælger at se sig om efter alternativer. Det fører til en høj udskiftning, og det er ikke særlig attraktivt at have en høj churn. Det slider på ejendommen, og det er dyrt. Høje lejepriser kan også risikere at tiltrække en bestemt type lejere, som ikke nødvendigvis flytter ind for at blive i lokalerne på den lange bane, men optimerer deres tilstedeværelse her og nu. Det skaber ikke et godt miljø i en ejendom, uanset om det er en boligejendom eller et erhvervslejemål.

Så sent som i december gik 39 virksomheder på tværs af ejendomsbranchen sammen om et nyt initiativ “Partnerskab for fremtidens ejendomsbranche” for at kunne “spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i samfundet”. Men det er nytteløst, hvis branchen samtidig samler på dårlige eksempler på alt for hurtige penge.

Der skal bare være en af disse sager om den lille mand eller kvinde, der bliver ladt i stikken af lejestigninger, der går viralt, før branchen igen er sat tilbage på image og omdømme. Og sandheden er, at sympatiens odds er ulige fordelt fra starten, så sandsynligheden er, at det bliver ejendomsbranchen, der i løbet af ingen tid kollektivt bliver den store skurk. Det så vi, da hele branchen – retmæssigt eller ej – blev draget til ansvar for Blackstone – nu Kerebys – forvaltningsmetoder i deres store portefølje af OMK-boligejendomme. Det førte i 2020 til et målrettet politisk indgreb.

Derfor er det tid til selvjustits, for det trækker op til en ny shitstorm.