Ejendomsselskabet Olav de Linde ansætte Per Lilholt som ny direktør.

Olav de Linde ansætter ny direktør

Ejendomselskabet Olav de Linde har udnævnt Per Lilholt som ny direktør.

Han overtager efter Esben Kjeldsen, der har valgt at fratræde sin stilling efter otte år.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

– Jeg ser frem til at videreudvikle virksomheden sammen med organisationen og bygge videre på det stærke fundament, der er skabt, siger Per Lilholt, der tiltrådte sin stilling i dag, 2. februar 2026.

Han kommer senest fra en stilling som adm. direktør i Novicell Danmark.

Esben Kjeldsen fortsætter i virksomheden i en periode for at sikre en ordentlig og sammenhængende overgang.

I sin tid som direktør har Esben Kjeldsen ydet et væsentligt bidrag til både vækst og udvikling, lyder det i pressemeddelelsen.

– Esben har været en loyal og kompetent samarbejdspartner, og vi har sammen løftet både de daglige opgaver og de mere krævende beslutninger med stor ansvarlighed og høj faglighed. Han fortjener en oprigtig tak for sin stærke indsats og det betydelige bidrag, han har givet til virksomhedens udvikling, siger stifter og bestyrelsesformand Olav de Linde.

Stigning i omsætning
Omsætningen steg, mens resultatet faldt hos ejendomsselskabet ifølge det seneste regnskab for 2024, der udkom i sommeren 2025.

Nettoomsætningen voksede fra 534,2 millioner kr. til 565,6 millioner kr., svarende til en stigning på cirka 5,9 procent, mens årets resultat efter skat faldt til 121,3 millioner kr. fra 150,6 millioner kr. året før.

Resultatet før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme landede på 181,1 millioner kr.

Faldet i resultatet skyldes blandt andet nedskrivninger på flere, større udviklingsprojekter.

Alligevel var ledelsen tilfreds med regnskabet, og fra Esben Kjeldsen lød det, at resultatet “igen lander stærkt og stabilt og i tråd med forventningerne.”





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder