Gentofte Rådhus. Foto: Gentofte Kommune

Politikere vil nedrive Arne Jacobsen-bygning: – Det er jo hul i hovedet

Der udspiller sig en konflikt nord for København.

Skal et klubhus ved Gentofte Stadion tegnet af den berømte arkitekt Arne Jacobsen rives ned til fordel for en ny svømmehal?

Ja. Det er i hvert fald svaret, hvis det står til et flertal i Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse.

Kommunen er nemlig gået videre med en model for renoveringen af Gentofte Sportspark. Men den plan forudsætter, at Arne Jacobsen-klubhuset fjernes for at give plads til en ny svømmehal som led i renoveringen.

Det skriver Berlingske, ligesom det også fremgår på kommunens hjemmeside. Kun Enhedslisten og SF stemte imod planerne om nedrivning.

Beslutningen møder blandt andet skarp kritik fra Signe Wenneberg. Hun er forfatter, journalist og stifter af Den Lille Grønne Avis.

Signe Wenneberg mener, at bygningen både er i god stand og har høj kulturhistorisk værdi. Slots- og Kulturstyrelsen har vurderet, at bygningen har en bevaringsværdi på 3. Skalaen går fra 1-9, hvor 1 indikerer den højeste bevaringsværdi.

– Det er jo hul i hovedet, og skatteborgerne her i Gentofte, hvor jeg også selv bor, er jo til grin, siger Signe Wenneberg til Berlingske, ligesom hun fremfører sin kritik på sit eget medie, Den Lille Grønne Avis. 

– Her er tale om en fin bygning, kulturarv, med nyt tag, nye vinduer, nye døre – og meget fint bevarede detaljer. Man overvejer end ikke, at det her hus repræsenterer kulturelle værdier og ressourcemæssige værdier, skriver hun videre på Linkedin. 

Gentofte Kommunens borgmester, Michael Fenger (K), afviser kritikken.

Han understreger, at mulighederne for at bevare klubhuset, der blev opført i 1942, er blevet undersøgt. Det siger han til Berlingske.

På Gentofte Kommunes hjemmeside fremgår det, at nedrivningen kræver, at sagen har været i høring hos borgerne, og at Byplanudvalget har givet tilladelse til nedrivningen.

En halv milliard
Den omfattende udvikling af Gentofte Sportspark omfatter en gennemgribende renovering og modernisering af Ishal 1 og opførelsen af en ny svømmehal, der skal afhjælpe kommunens mangel på svømmekapacitet.

Ifølge kommunen er Ishal 1 nedslidt og vurderes kun at have få års levetid tilbage i sin nuværende stand. Samtidig har Gentofte en af landets laveste kapaciteter for indendørs svømning, og både borgere og foreninger efterspørger mere vandtid, fremgår det på kommunens hjemmeside.

Med beslutningen får Gentofte Svømmeklub ønsket om et 50 meter-bassin med 10 baner og to undervisningsbassiner opfyldt.

Den renoverede ishal forventes klar til brug i 2028, mens den nye svømmehal ventes færdig i 2030. Selve byggeriet forventes at gå i gang i slutningen af 2027.

Kommunalbestyrelsen har afsat 4,3 millioner kr. i 2026 til projektering og idékonkurrence. Det samlede anlægsbudget for renovering af ishal 1 og opførelsen af den nye svømmehal forventes at ligge på 450 – 500 millioner kr. i 2025-priser, oplyser kommunen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder