torsdag 29. januar 2026 09:52
Nyt samarbejde skal spare Pensiondanmark for millioner
Et nyt strategisk samarbejde mellem Pensiondanmark og teknologi- og energivirksomheden IQ Energy skal reducere energi- og vandforbruget markant i Pensiondanmarks erhvervsejendomme – og samtidig styrke ESG-rapporteringen.
Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag fra PHM Group, der ejer IQ Energy.
Hen over 2026 installerer IQ Energy energistyringssystemet Eniscope i Pensiondanmarks 100 procent ejede erhvervsejendomme i Danmark. Systemet giver detaljeret indsigt i forbruget fra blandt andet ventilation, køling og belysning på tværs af porteføljen på 71 ejendomme.
Ifølge Pensiondanmark kan det føre til energibesparelser på op mod seks millioner kr. – med lavere CO₂-aftryk og driftsomkostninger til følge.
Samarbejdet bygger videre på erfaringer fra otte ejendomme, hvor Eniscope allerede er i drift. Her har løsningen sparet knap 500.000 kWh el og 3.500 kubikmeter vand – svarende til cirka 100 husstandes årlige forbrug.