Fine nye rækkehuse i AKFs byggeri i Brønshøj. Svenskrøde ejerboliger i Pensiondanmarks nybyggeri i Fælledby i Ørestad. Danmarks højeste træhus, TRÆ, i Aarhus bygget af PFA og Lendager og endnu et helt kontorhus bygget af AP Pension og Henning Larsen i Nordhavn.

Alle byggerier, som er bygget bæredygtigt i træ i et forsøg på at nedbringe bygningernes CO2-udslip helt i overensstemmelse med gode intentioner som FNs verdensmål, Paris-aftalen og meget andet. Men også meget komplicerede byggerier, fordi bygningsreglementet på den ene side har et højt ambitionsniveau, når det kommer til bæredygtighed. Men på den anden side har svært ved at håndtere sikkerhed og regler, når man prøver at tænke alternativt i forhold til, hvad der har været gængs skik og brug de sidste 30-40 år.

Der er skrappere og skrappere krav til blandt andet, hvor brandsikker en ejendom skal være, og hvor meget støj, man skal finde sig i fra naboen.

Det forstår man godt. Nytårsdag vågnede vi alle op til en hjerteskærende, forfærdelig nyhed fra den schweiziske by Crans-Montana. Her viste brandårsagen sig at være letantændelige støjreducerende plader, der fik en brand til at sprede sig uhyggeligt hurtigt. Den slags sætter sig i lovgivere, tilsynsførende myndigheder og private brandinspektører. Ingen vil se det ske nogen steder, hvis det kan forebygges, reguleres og kontrolleres. Med rette.

Ingen norske fjeldhytte-vibes
Det betyder så også, at hvis du tror, at du får norske fjeldhytte-vibes i de træbyggerier, der skyder op i øjeblikket, så må du tro om igen. For indeni husene – udenpå det fine træ, som husene er bygget i, – så bliver der de fleste steder sat gipsplader op i metermål for ellers kan byggerierne i store træskolængder ikke godkendes, når brandinspektørerne kommer forbi. Et svært dilemma.

Når det gælder fundamenter, er den også gal, for her er reglerne for giftige jordarter og andre ting, som vi helst vil være foruden, udmålt på tykkelsen af betonfundamentet, og der findes ikke rigtig målemetoder, hvis man gerne vil bruge noget andet.

Det er langtfra de eneste eksempler på, at det, vi egentlig gerne vil fremme, bremses af helt legitime, men meget uhensigtsmæssige regler, fordi der mangler alternative løsninger.

Og det bliver værre.

Det er oppe i tiden at genbruge, renovere og transformere. Men det er ikke nemt. Der er to forskellige måder at genbruge på. Enten kan man genanvende, hvor man bruger et byggemateriale igen og lader det blive del af en ny slags byggeri. Det kan for eksempel og mest typisk være gammel beton, der knuses og bruges i ny beton eller det kan være gammelt træ, der genanvendes til spånplader.

Så er der genbrug. Her samler man murstenene fra et byggeri, renser dem og genbruger dem i et nyt byggeri eller bruger døre og vinduer, tagsten eller knager en til en i et renoveringsprojekt eller et “nybyggeri”.

Det giver masser af udfordringer for man kan ikke vide om en mursten stadig har samme styrke, som da den i sin tid kom fra brændeovnen eller om et vindue holder stand efter 70 år. Så hvem har ansvaret for holdbarhed, for anvendelse og kan dokumentere, at der ikke er for eksempel sundsskadelige stoffer i gamle byggematerialer?

Helt rundtosset bliver man, når man så også skal lave LCA-regnskab og dokumentere, hvor stort klimaaftryk byggematerialerne sætter. For hvem ved, hvor meget aftryk en brugt vinduesramme eller en mursten satte i 1930, da den stod færdig.

Lykkes for enkelte pionerer
Det er naturligvis sat på spidsen, for det lykkes jo faktisk for nogle pionerer i markedet som for eksempel Home.earth at få det til at fungere med lavt LCA-aftryk og nye boliger. Der er god grund til at falde på halen af beundring over dem og andre, der faktisk gider. Selvfølgelig ser folkene bag en langsigtet business case, men her og nu går de over åen efter vand. Byggeriet kunne gøres meget nemmere, hvis de ikke lagde benspænd ud for sig selv og for eksempel giver medejerskab til beboerne, halverer LCA-tallet og meget andet, hvor der her og nu ikke er de store incitamenter i forhold til besværlighederne.

Men der er håb på vej.