For vigtigt til at blive kvalt i dårlig budgettering

Ejendomsbranchens helt store årlige erhvervsfremstød finder sted hvert år i marts i Cannes. Her mødes investorer, projektudviklere, rådgivere, byudviklere, borgmestre og embedsfolk fra hele verden.

Den danske delegation har igennem de sidste 20 år været relativ stor. Op til finanskrisen var den helt oppe på næsten 1.000 deltagere, og de seneste år har mellem 500 og 700 mennesker betalt indgang til Palais des Festival, – samme sted, hvor filmfestivalen også bliver holdt hvert år. Her mødes man for at få inspiration, møde folk fra andre byer, se nye byudviklingsprojekter, bæredygtighedstiltag, nye måder at udvikle projekter på og virksomheder, der spejder efter deres næste lokalisering.

Alt sammen er det med til at skabe innovation, inspiration og netværk, og det er også vejen til at fortælle engageret om de muligheder og investeringer, som en by eller region kan byde på. Omdrejningspunktet er den danske stand, og hvis man opholder sig der i nogle timer, kommer man helt af sig selv i kontakt med investorer og samarbejdspartnere fra både Danmark og udlandet.

I sidste uge kom det så frem, at Aalborg har valgt ikke at deltage på Mipim i år efter en pause siden 2019. Embedsmændene i forvaltningen havde anbefalet det, men politikerne mente ikke, at de kunne nå at forberede sig og ikke mindst, at et beløb i omegnen af 300.000 kr. var for højt for tre dage. Det har de ret i. Det er alt, alt for højt. Men et kig ind i beslutningsreferatet viser også, at det beløb kunne have været langt mindre.

Maksimeret budget er misvisende
Oplægget lød på fem deltagere. Her kunne man måske starte med lidt budgetmæssig optimering. Deltagerbeløbet for indgang til messen er for eksempel sat til det maksimale beløb og ikke den pris, som arrangøren af den danske stand tilbyder. Der er sat 125.000 af til overnatning og forplejning, men hotelværelser i Nice, hvor mange bor i forbindelse med Mipim, koster 15.000 kr. for tre dage til fem personer. Med for eksempel 5.000 kr. til transport frem og tilbage og 20.000 kr. til flybilletter er vi oppe på 40.000 kr., og man skal godt nok være sulten eller have et usædvanligt eksklusivt vinbehov for at nå op på de 125.000 kr.

Budgettet indeholdt for øvrigt også næsten 100.000 kr. til at betale mæglerfirmaet Colliers for at rådgive om og booke møder med danske investorer og projektudviklere, og det er måske også i kategorien “nice” mere end “need” to have, hvis alternativet er slet ikke at deltage.

Det har for øvrigt altid været et problem for kommunalpolitikere i forhold til at deltage, at Mipim ofte falder sammen med Kommunernes Landsforenings årsmøde. Det gør det også i år, og det havde borgmester Lasse Frimand Jensen allerede meldt ud, at han ville hjem til, så budgettet var altså også lagt for flere dage end nødvendigt.

Der er nok ingen tvivl om, at sporene skræmmer fra den tidligere Aalborg-borgmester  Thomas Kastrup-Larsen (S), der i flere avisartikler blev sammenlignet med sine københavnske kolleger, og havde brugt næsten tre gange så mange penge på Mipim-overnatning og fortæring som dem. Det var også vilde beløb, når man kender til, hvad Mipim kan gøres for, og overforbrug for skatteydernes penge er helt uacceptabelt. Men i dag sidder der en ny borgmester, og en ny forvaltning, og i det hele taget er der et nyt persongalleri efter nogle turbulente år både i den øverste top og i Teknik- og Miljøforvaltningen i Aalborg kommune.

Vigtigt at man viser flaget i en urolig tid
Der var altså alternativer, og derfor har det da også udløst vrede blandt andet hos den lokale projektudvikler Torben Nielsen, at deltagelsen nu bliver nedprioriteret.

Der er ikke nogen tvivl om, at sagen om den tidligere Aalborg-delegation, skræmmer byrådspolitikerne i Aalborg. Så meget desto mere er der grund til at starte helt forfra med at lægge budgettet og ikke køre videre på gamle vaner og mønstre.

Det er vigtigt at prioritere det internationale samarbejde og den danske samlede tilstedeværelse. Ikke mindst i en tid, hvor vi bør stå mere sammen og pleje kontakterne på dette kontinent mere end nogensinde.

Aalborg er en af Danmarks største byer, men den kan være investeringsmæssig sårbar på grund af sin geografi. Derfor er der brug for, at Aalborg læner sig meget stærkere ind både i det danske fællesskab af de største byer, men især også internationalt for at gøre opmærksom på sin eksistens og tiltrække investeringer og udvikling i de kommende år.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder