torsdag 08. januar 2026 11:38
Olesen-brødre køber liebhaverejendom i det centrale Aarhus
Olesen-brødrene Jens og Anker Olesen lever af at rive ned i regi af virksomheden P.Olesen.
Nu har de købt en unik bygning i Havnegade i Aarhus – hvor planen bestemt ikke er nedrivning.
Via selskabet FOAPS Ejendomme ApS har de nemlig erhvervet sig ejendommen Wulffs Palæ fra Nordic Commercial Group, som har ejet ejendommen siden 2004.
– Det er sjældent, at sådan en trofæejendom bliver udbudt i Aarhus, så da muligheden bød sig, var det om at slå til. Vi glæder os til at få den smukke og historiske ejendom ind i vores portefølje og til at varetage ejendommens interesserer i de næste mange år, siger Anker Olesen om handlen i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget.
Prisen for ejendommen, som består af syv ejerlejligheder og et erhvervslejemål i stueplanet, er samlet 47 millioner kr. Det oplyser Henrik Frost Sørensen, partner og erhvervsdirektør hos erhvervsmægleren over for Estate Media.
Der er tale om en ejendom på i alt 1.506 kvm.
Den nordlige og oprindelige del af ejendommen – som har facade ud mod Havnegade – blev opført i 1873 på foranledning af den bornholmske forretningsmand og konsul Peter Wilhelm Rudolph Wulff.
– Ejendommen er løbende blevet restaureret nænsomt og i sådan en grad, at den har modtaget diplom som påskønnelse for højnelsen af byens bygningsmæssige værdier i både 2006 og 2009, forklarer Henrik Frost Sørensen i pressemeddelelsen.
– I 2012 blev ejendommen SAVE-registeret af kommunen, hvor den blev klassificeret som bevaringsværdig med bevaringsværdi 2. Det er yderst sjældent, at sådan en sjælden og historisk ejendom bliver udbudt, og det kunne også mærkes på interessen for ejendommen, understreger han.
