Ejendommen på Badehusvej i Aalborg. Foto: Klimadatastyrelsen

Tidligere byggerådgiver idømt fængselsstraf for forfalsket asbestprøve

Det var ulovligt, da en – nu tidligere – medarbejder hos ingeniørvirksomheden Brix & Kamp sidste år forfalskede en asbestprøve på C.W. Obel Ejendommes byggeplads i Aalborg.

Det blev mandag slået fast i Retten i Hjørring, hvor den 55-årige mand blev idømt 30 dages betinget fængsel for dokumentfalsk. Han skal dermed ikke afsone straffen, medmindre visse vilkår overtrædes.

Det skriver en række medier, heriblandt DR og TV 2 Nord.

Manden har tidligere indrømmet at have manipuleret med prøvesvaret, så den gik fra at være positiv for asbest til at være negativ. Han blev efterfølgende bortvist fra Brix & Kamp, mens adm. direktør for C.W. Obel Ejendomme, Jan Kristensen, over for Estate Media kaldte det “meget alvorligt”.

Brix & Kamp udtalte selv i en pressemeddelelse, at der var tale om en bevidst handling af en enkelt medarbejder.

– Det er en dybt alvorlig handling, som på ingen måde er forenelig med vores værdier, vores faglige standarder eller vores ansvar over for kunder og samfund, lød det i marts sidste år,

Droppede sag mod C.W. Obel
Sagen har været omdrejningspunkt for heftig debat, da byggepladsen på Badehusvej i Aalborg har fået en stribe strakspåbud for brud på asbestreglerne. Sagen har også været forbi beskæftigelsesministerens bord, hvor den blev behandlet til et samråd i maj.

Også bygherren C.W. Obel Ejendomme blev i februar sidste år politianmeldt af foreningen Byggefagenes Samvirke for håndteringen af asbest på byggepladsen.

Men den anmeldelse førte ikke til ydereligere, da “Arbejdstilsynet ikke havde fundet tilstrækkelig grundlag for at indstille til politiet, at der skal rejses tiltale”. Det oplyste Nordjyllands Politi i september sidste år til Estate Media.

C.W. Obel Ejendomme har tidligere understreget, at selskabet ”følger den til enhver tid gældende lovgivning” og hverken har ”interesse i eller intentioner om at snyde eller forsøge at omgå lovgivning eller regler”.

Ejendomsselskabet meddelte i forbindelse med samrådet, at sagen har ført til en række ændringer hos selskabet – blandt andet skærpede krav til rådgivere.

– Vi har taget kritikken af renoveringen alvorligt, selvom den ikke altid har været baseret på et korrekt grundlag, og selvom C.W. Obel Ejendomme som bygherre er blevet tillagt tvivlsomme motiver, lød det i en pressemeddelelse fra C.W. Obel Ejendomme i maj.

C.W. Obel Ejendomme har siden 2023 været i gang med totalrenoveringen af ejendommen på Badehusvej, som oprindeligt var en del af C.W. Obels Tobaksfabrik.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder