Byggeriet er i knæ. Det er en katastrofe af flere grunde. Der mangler boliger i de store byer, priserne stiger, og udbuddet er for lavt. Selvom det er boligmarkedet, man hører mest om, fordi det berører så mange, så er flere andre segmenter også udfordret.

– Trods mange politiske ønsker om at fremme den grønne omstilling og udvikle flere billige boliger oplever byggebranchen i stigende grad, at byggeprojekterne går i stå. Byggeriet havde rekordstore ambitioner, da man gik ind i 2025, men kun halvdelen af alle store byggeprojekter er blevet igangsat, lyder konklusionen i en ny analyse fra Byggefakta og Bygherreforeningen, der er nogle af de organisationer, der følger byggeriet tættest i Danmark.

Det er ekstra frustrerende, fordi byggeriet så ud til at have fået vind i sejlene, da man gik ind i 2025. Inden året gik i gang, var der spået store byggeprojekter med en byggesum på 151 milliarder kr. Nogle af dem ved man godt vil blive udskudt, men det gælder nu, hvor året næsten er omme, projekter for hele 79 milliarder kr. Blot 567 ud af 1.034 projekter er kommet i gang som planlagt, hvilket svarer til kun 52 procent.

Byggeriet er en nøglesektor
Det er især i hovedstaden, at det står galt til. Kun halvdelen af byggeprojekterne blev gennemført i Hovedstaden i 2025. Selvom en stor del skyldes, at Svanemøllen Skybrudstunnel til 2,7 milliarder kr. er udskudt, så er det også både boliger og erhverv, der er flyttet til 2026. Her er der så pt igen rekordudsigter med planlagte projekter for 161 milliarder kr., men hvis kun godt halvdelen realiseres, så bliver det jo igen alt for lidt.

Så hvad skyldes det så? Blandt meldingerne i rapporten, – og det er bestemt ikke første gang, man hører det, – er, at “Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune gør det svært at bygge smart og godt, da de mener, at man skal bygge noget, de synes er ”flot”. De behandler ud fra deres personlige holdninger” og “Krav fra Københavns Kommune, som ikke er lovkrav – men krav, de stiller, fordi de synes noget.” 

Det er nok det mest alvorlige problem i rapporten. For det er ikke bare i København, at skiftende meldinger fra politikere spænder ben. Det er over hele landet, at nye projekter, der egentlig er godkendt, enten får en tur mere i byrådet, fordi nogle har en ny holdning, eller man skal se på en klagesag mere, selvom klagerne måske godt har en fornemmelse af, at chancen for, at klagen fører til noget, er ringe. Jeg har tidligere i en kommentar understreget, at vores klagerettigheder er vigtige for at understøtte et demokratisk samfund. Men usikkerheden for gennemførelse er gået for vidt. Der er brug for klarere retningslinjer for udviklere og investorer, så de ikke spilder tid og mange millioner kr. på at gå ud af en tangent, der alligevel aldrig kommer til at spille.

Gode intentioner er trukket alt for langt
For nogle år siden interviewede jeg daværende overborgmester i København Frank Jensen. Han nævnte, at tidsrammerne også skrider, fordi projekterne kommer ind til behandling på rådhuset uden de nødvendige bilag og dokumentation. Det er naturligvis også spild af alles tid. Der må udviklere og investorer gribe i egen barm. Men hvad nu hvis man for eksempel i stedet havde en task force, der hjalp med at få det hele på plads som en specialiseret rådgivningsenhed, der tilbyder det samme til alle.

Der skal en mentalitetsændring til i forvaltningerne over hele Danmark, så man ændrer opfattelsen af sagsbehandlernes mål til at være, hvordan man bedst muligt får tingene igennem systemet uden at gå på kompromis med kvalitet og byggekrav naturligvis og selvfølgelig under kommuneplanens vinger.

Det holder i hvert fald ikke en meter, at den nødvendige udvikling af vores samfund og hvert andet byggeprojekt bremses af finansieringsudfordringer, borgermodstand og myndighedsbehandling, som rapporten anfører. Alle tre ting har vi i et forsøg på at være så ordentlige som muligt ladet gå for langt.

Det rigtig alarmerende er dilemmaet i, at der sidder politikere, som stort set fra højre til venstre er enige om, at der skal bygges de ting, vi planlægger, fordi der er brug for dem. Vi skal have nedbrudt den mur, der er mellem offentlige myndigheder og politikere og private aktører. Det betyder ikke, at der ikke skal være regulering, eller at man ikke skal sikre det enkelte individs rettigheder. Det betyder, at der skal findes veje til større effektivitet og med større tryghed i behandlingen for alle parter, så det er reelle hensyn, der bliver taget og ikke særinteresser, der i værste fald blokerer for store projekter eller hele byudviklingsområder.