mandag 01. december 2025 13:49
Stigsborg runder milepæl – første etape halvvejs
Indflytningen i de sidste boliger i boligkarréen Teglgården er nu i gang, og dermed er første etape af Stigsborg-bydelen i Nørresundby ved Aalborg officielt halvvejs.
Stigsborg rummer nu 919 boliger fordelt på både ejer- og lejeboliger, oplyser udviklingsselskabet af samme navn i en pressemeddelelse.
Stigsborg er et af landets største kystnære byudviklingsprojekter og omdanner et tidligere industriområde ved Limfjorden til en ny bydel med omkring 4.000 boliger samt skole, park, butikker og rekreative tilbud. Udviklingen sker i et offentligt-privat samarbejde mellem Aalborg Kommune, PFA Pension og A. Enggaard.
Det har ellers tidligere været kritiseret, at der er blevet bygget for meget i Aalborg Kommune i forhold til, hvad markedet har kunnet nå at absorbere.
Men ifølge Stigsborg er interessen for at investere og bo i den nye bydel stor.
– Vi er tidligt på plads med mange af bydelens fundamentale elementer som fx skole, park, torve og pladser, og det kan vi virkelig mærke på interessen fra både potentielle beboere og investorer, siger Anton Hessellund.
