mandag 01. december 2025 10:02
Royal Arena solgt i milliardhandel
Efter over et år i markedet er Royal Arena endelig solgt.
Det oplyser Københavns Kommune og Realdania i en pressemeddelelse mandag.
Københavns Kommune og Realdania har indgået en aftale med Live Nation om salg af aktierne i arenaselskabet, som ejer Royal Arena.
Det er i forvejen Live Nations datterselskab Danish Venue Enterprise, der som lejer står for driften og udlejningen af Royal Arena til koncerter, sport og events.
Ifølge Estate Medias oplysninger er der tale om en milliardhandel.
Det er erhvervsmægleren Colliers og advokatselskabet Horten, der har stået for at køre handlen igennem for Københavns Kommune og Realdania.
Været i markedet i over et år
Den københavnske multiarena blev indviet i 2017 og har plads til mellem 12.500 og 16.500 tilskuere afhængigt af, om det er ishockey eller Justin Timberlake, der indtager den.
Københavns Kommune og Realdania har begge investeret 325 millioner kr. i Royal Arena, hvilket giver en samlet investeringssum på 650 millioner kr. Derudover er der optaget lån for at kunne nå i mål med en anlægspris på 1,4 milliarder kr.
Royal Arena kom i markedet tilbage i oktober 2024, og første del af udbudsrunden kørte frem til 10. december samme år.
Siden udbudsrunden blev indledt har der været stille om salget af multiarenaen.
Men i dagene efter at til salg-skiltet blev sat op foran arenaen udtalte flere aktører skepsis over, hvem der kunne overtage den milliarddyre arena.
Flere investorer, som Estate Media talte med på det tidspunkt pegede på, at de havde svært ved at vurdere casen ud fra traditionelle termer som core og value-add.
En dansk investor med internationale forbindelser, som Estate Media talte med i den forbindelse, sagde:
– Vi er splittet på den her investering hos os. Jeg kan nærmest ikke se den for mig.
En anden markant dansk investor med internationale forbindelse havde bekymringer i forhold til, at grunden er lejet af By & Havn, og at der ikke er så mange udviklingsmuligheder i casen.
– Jeg synes, at det her er svært at se mulighederne i Royal Arena. Hvis man kunne få noget grund med, ville det være mere interessant, lød det.
Ikke en kommunal opgave
Samtidig vakte det i det hele taget opsigt, at Københavns Kommune og Realdania overhovedet ønskede at skille sig af med arenaen. I flere andre danske kommuner er kommunerne nemlig medejere af multiarenaerne.
I Aalborg ejes multiarenaen Gigantium 100 procent af Aalborg Kommune, og huser blandt andet det internationale håndboldtophold Aalborg Håndbold.
Lidt længere syd på finder vi Boxen, der ejes lidt under 50 procent af Herning Kommune, noget af danske landmænd og en sidste mindre del af ejerskabet består af folkeaktier.
Københavns Kommunes økonomiforvaltning forklarede beslutningen med, at det ikke har været målet for kommunen at forblive ejer.
– Det har krævet kommunalt engagement (investering, red.), men kommunalt (med)ejerskab anses ikke som en kommunal kerneopgave, hvorfor Københavns Kommune nu ønsker at sælge sin ejerandel, lød det sidste år fra økonomiforvaltningen.
Og et salg vækker glæde hos Københavns Kommune:
– Jeg er glad for, at vi kan give stafetten videre til vores lejer, som står for driften, og fortsat kan levere store musik- og sportsoplevelser til København, siger overborgmester Lars Weiss i en pressemeddelelse fra økonomiforvaltningen i Københavns Kommune mandag.
Det har heller ikke været meningen, at Realdania skulle eje arenaen på lang sigt, lyder det fra adm. direktør Nina Kovsted Helk, der også udtrykker glæde over salget, i pressemeddelelsen.
