fredag 28. november 2025 11:44
Urban Partners køber op i Tyskland
Urban Partners og det tyske selskab HIH Invest Real Estate har i partnerskab købt et logistikprojekt i Garbsen i Niedersachsen.
På den cirka 25.000 kvm store grund skal der opføres en logistikejendom, som forventes færdigt i slutningen af 2026, oplyser Urban Partners i en pressemeddelelse.
Købet markerer Urban Partners’ tiende investering i det tyske logistikmarked, og selskabet forvalter nu mere end 210.000 kvm logistik i Tyskland.
Tyskland er – foruden Polen – et af de markeder, som danske Urban Partners har ekspanderet til, og ifølge partner og landechef Thomas Riise-Jakobsen, bliver det heller ikke det sidste.
Det fortalte han til Estate Media i forbindelse med, at Urban Partners sløjfede navnet Nrep tilbage i oktober.
– Vi er jo gået ind i det tyske og polske marked, og særligt i førstnævnte er der fortsat interessante muligheder og et markant potentiale. Og hvis vi er i Tyskland, er der jo ikke langt ned til de lande, der kommer lidt sydligere for Tyskland. Men det er ikke sådan, at vi har en konkret plan.
