fredag 28. november 2025 11:13
DI: Byggebranchen i beskæftigelsesboom
Bygge- og anlægsbranchen står foran et markant beskæftigelsesboom.
Ifølge DI Byggeris nye byggeprognose vil antallet af ansatte i sektoren passere 200.000 allerede i 2026 – et historisk højt niveau.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra DI Byggeri fredag.
Ved indgangen til 2025 var 198.300 personer beskæftiget i branchen, og siden er der kommet yderligere 1.600 fuldtidsansatte til. Ifølge DI Byggeri skyldes væksten især en markant stigning i renoveringsaktiviteten, som ventes at trække beskæftigelsen de kommende år, lyder det fra Louis Konstantyner, chefkonsulent i DI Byggeri.
Samtidig peger DI på, at der fortsat er mangel på arbejdskraft, særligt inden for anlægsområdet, hvor store projekter gennem flere år har presset kapaciteten.
Efter en periode med tilbagegang er investeringerne i både boligbyggeri og erhvervsbyggeri igen på vej op. Boliginvesteringerne ventes at stige med 1 procent i 2025, mens erhvervsinvesteringerne forventes at vokse med 4,9 procent.
DI forventer, at de samlede bygge- og anlægsinvesteringer vil stige med 2,5 procent i 2026 og 2,1 procent i 2027.