onsdag 26. november 2025 12:53
Niam køber 181 rækkehuse for trecifret millionbeløb
Boligplatformen Nordhusene, der er ejet af det svenske ejendomsselskab Niam, har købt en portefølje bestående af 181 fuldt udlejede rækkehuse i Vejle og Middelfart.
Det oplyser Niam i en pressemeddelelse.
Sælger er den danske boligudvikler Birch Ejendomme, og ifølge Estate Medias oplysninger er der tale om en handel på mellem 350 og 400 millioner kr.
Med købet vokser Nordhusenes portefølje til over 2.600 boliger samlet og styrker platformens tilstedeværelse yderligere i Trekantsområdet, hvor Nordhusenes hovedkontor også ligger.
– Vi er meget tilfredse med at kunne tilføje yderligere to bebyggelser med udlejningsrækkehuse til vores portefølje, som geografisk passer helt perfekt til vores nuværende tilstedeværelse, udtaler Jacob de Lichtenberg, landechef for Niam i Danmark, i pressemeddelelsen.
I Middelfart overtager Nordhusene bebyggelsen Lucernehøjen, der består af 110 rækkehuse i både ét og to plan. I Gårslev ved Vejle – omkring Bakkegårdsvej – tilføjes yderligere 71 étplans-rækkehuse.
De to bebyggelser er begge opført i 2025 og overtages formelt af Nordhusene den 1. december 2025.
– Vi forventer at efterspørgslen efter netop dette produkt, især fra det voksende seniorsegment, vil fortsætte med at stige i fremtiden, lyder det fra Jacob de Lichtenberg.
“Vi har plads til mere”
Siden 2020 har Niam opbygget sin danske boligplatform Nordhusene, der i dag omfatter mere end 2.600 boliger fordelt over hele landet og et full-service administration- og driftsselskab.
Ifølge Jacob de Lichtenberg bliver det heller ikke Nordhusenes sidste indkøb, uddyber han over for Estate Media:
– Vi har plads til mere. Men vi tager det fra case til case. Den her portefølje gav mening for os, og vi har været glade for at handle med Birch Ejendomme i det her køb, hvor vi overtager nogle ejendomme med nul procents tomgang.
Det er ikke første gang, at de to parter handler sammen. I 2021 solgte Birch Ejendomme blandt andet 782 boliger til Niam i en handel til 1,5 milliarder kr. Handlen dengang bestod af ti projekter beliggende i fem regionale vækstbyer i Jylland – Aarhus, Silkeborg, Kolding, Randers og Fredericia.
Hos Birch Ejendomme, der har udviklet mere end 6.000 lejeboliger på landsplan, deler man derfor tilfredsheden over endnu en vellykket Niam-transaktion.
– Vi er glade for endnu en gang at kunne levere et kvalitetsprojekt til Niam, som gennem mange år har været en fast og værdifuld samarbejdspartner for os, lyder det fra Thomas Bertelsen, der er Chief Commercial og Transaction Officer, i Birch Ejendomme, i pressemeddelelsen.
– Transaktionen understreger samtidig den stærke efterspørgsel, vi oplever efter moderne rækkehusprojekter i de vindende regionale byer, hvor der er rekordlav tomgang og høj investorinteresser, tilføjer han.