mandag 24. november 2025 13:05
Stor bankfusion kan give flere tomme butikslokaler
Den kommende fusion mellem Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank kan føre til lukning af op mod 30 filialer og dermed flere midlertidigt ledige butikslokaler rundt om i landet.
Sådan lyder analysen fra Stig Plon Kjeldsen, analysechef og partner i Savills Danmark, i en pressemeddelelse.
Bankerne har tilsammen omkring 140 filialer, og i flere byer ligger der i dag to eller tre afdelinger få hundrede meter fra hinanden.
Ifølge Savills kan det tage 12–24 måneder for markedet at absorbere de ekstra lejemål, hvis filialnettet slankes.
– I forvejen ser vi, at flere banker fortsat trimmer deres filialnet, og gennem nogle år har vi set, at bankfilialer bliver flyttet fra klassiske butiksstrøg til kontorlokaler, måske i erhvervsområder i udkanten af byerne, siger Stig Plon Kjeldsen.
Efter flere år med stigninger, har udbuddet af butikslokaler ellers stabiliseret sig. Det viser nye tal udgivet af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening.
Her fremgår det, at andelen af ledige butikslokaler nu ligger stabilt på omkring 3,1–3,3 procent – og det på trods af lav forbrugertillid og stigende priser.