mandag 24. november 2025 15:52
Københavnsk klimapark vinder international pris
Byudvikling drejer sig ikke kun om mursten og kvm – men også om de områder, der binder byens ejendomme, mennesker og funktioner sammen.
Og netop et af de områder har nu vundet en af verdens mest prestigefyldte priser inden for landskabsarkitektur.
Blandt 230 internationale projekter fra mere end 20 lande blev det nemlig den sociale klimapark Grønningen-Bispeparken i Københavns Nordvestkvarter, der fredag den 21. november løb med Rosa Barba Landscape Prize 2025.
Det oplyser den danske arkitektvirksomhed SLA, der står bag projektet, i en pressemeddelelse.
Prisen uddeles hvert andet år i forbindelse med den Internationale Landskabsbiennale i Barcelona og regnes som en af de fornemste anerkendelser globalt inden for landskabsdesign.
Den 20.000 kvm store park er designet af SLA i tæt samarbejde med Københavns Kommune, Hofor, Niras, kunstneren Kerstin Bergendal, entreprenøren Ebbe Dalsgaard A/S og områdets beboere. Projektet kombinerer klimatilpasning, biodiversitet, bynatur, kunst og sociale funktioner i ét sammenhængende byrum.

“Transformativt og smukt”
Ifølge juryens forperson, Kate Orff, er Grønningen-Bispeparken et skoleeksempel på, hvordan landskabsarkitektur kan håndtere tidens udfordringer og samtidig skabe nye kvaliteter for byens liv:
– Grønningen-Bispeparken anviser en ny måde at leve i byen på og opfordrer samtidig os alle til at tilpasse vores byer til et ændret klima gennem en klar designproces og en designtilgang, der kan skaleres og tilpasses. Resultatet er både transformativt og smukt, lød det i juryens begrundelse.
Samtidig roses projektet for sin gentænkning af den oprindelige park, tegnet af C. Th. Sørensen.
– Projektet genopfinder på en ærlig måde et stykke historisk landskabsarkitektur fra sidste århundrede – en flad græsplæne i et udsat boligområde – der i sin tid blev designet for én generations behov, men som nu er gentænkt til at tilpasse sig de nuværende beboeres liv, lød det fra juryens forperson, Kate Orff.
Et fremadskuende byrum
Partner i SLA, Sune Rieper, der også modtog prisen ved uddelingen i Barcelona, håber, at den vil inspirere bygherrer og beslutningstagere til at skrue ambitionerne yderligere op:
– Med Grønningen-Bispeparken har vi forsøgt at skabe vores bud på et fremadskuende byrum, der kombinerer natur, borgerdemokrati, vandtekniske løsninger, biodiversitet, kunst og social sammenhængskraft. Hvor det ikke så meget handler om, hvordan projektet ser ud, men hvordan det føles og fungerer, siger Sune Rieper i pressemeddelelsen.
– Vi håber at denne pris vil føre til at hele byggebranchen bliver endnu mere ambitiøse i forhold til at skabe plads for al slags liv i vores byer – socialt, biologisk, kulturelt – i Danmark såvel som internationalt, tilføjer han.

Ud over sine sociale og æstetiske kvaliteter er parken også et vigtigt teknisk element i byens klimatilpasning.
Med sociale regnvandsbassiner og naturbaserede løsninger kan området håndtere op mod 3.000 kubikmeter regnvand og dermed beskytte nærliggende boliger og institutioner mod oversvømmelser.
Hos ingeniørrådgiveren Niras vækker prisen derfor også stor begejstring, siger seniorprojektleder Esben Ravn Iversen i pressemeddelelsen:
– Grønningen–Bispeparken er et vidunderligt eksempel på, hvordan ingeniørkunst og naturens dynamikker kan kombineres for at håndtere vand – og samtidig forbedre byrummets funktionalitet i hverdagen.
Parken er allerede blevet hyldet flere gange i 2025 og har tidligere modtaget både World Landscape Architecture Award, Årets Arne og Københavns Kommunes Bygningspræmiering.