onsdag 19. november 2025 08:54
Socialdemokratisk succes i Aarhus
I Aarhus lykkedes det socialdemokratiske Anders Winnerskjold at genvinde borgmesterposten. Det sker i en bred konstituering, hvor 27 af 31 medlemmer af det nye aarhusianske byråd peger på den siddende borgmester.
Socialdemokratiet sikrede sig 30,6 procent af stemmerne i landets næststørste by, og det var en fremgang på 1,6 procentpoint.
Anders Winnerskjold gik til valg på at øge antallet af betalbare boliger i Aarhus ved at gøre det lettere at bygge almene boliger. Det vil han blandt andet gøre ved at hæve maksimumsbeløbet for støttet byggeri, så der kan opføres flere almene boliger i storbyområder.
Samtidig har Anders Winnerskjold meldt ud, at der skal udbydes flere byggegrunde i kommunen — herunder et mål om 2.000 nye parcelhusgrunde — for at sikre plads til både unge, børnefamilier og seniorer i en mere fleksibel og varieret boligmasse.
I et opslag på LinkedIn fra onsdag morgen erklærer Anders Winnerskjold sig glad for og stolt over den brede aftale.
– Det er utrolig vigtigt for mig, at vi kan samarbejde bredt i byrådet. Nu begynder det rigtige arbejde: Vi skal løfte velfærden for både børn og ældre, sikre billigere bus og letbane, bedre fremkommelighed og skabe flere boliger, som helt almindelige aarhusianere har råd til – og meget mere, skriver den aarhusianske borgmester i sit LinkedIn-opslag.
Det er imidlertid ikke alle i Aarhus, som er ligeså begejstrede. Venstre står nemlig udenfor:
– Vi er dybt frustrerede over at være blevet snigløbet af de øvrige blå partier, siger Venstres spidskandidat i Aarhus, Christian Budde, i en pressemeddelelse.
Han retter sin skuffelse mod kolleger i den traditionelle blå blok:
– Det virker som aftalt spil, og det er ikke sådan, man bygger tillid eller skaber et stærkt, borgerligt Aarhus, siger Christian Budde.
