I Danmark udgør den almene sektor 20 procent af boligmassen, og hver sjette person bor alment.

Danmark er et af de lande i Europa, der har flest boliger, som kan kaldes betalbare og/eller offentligt støttede. I udlandet bliver det ofte forvekslet med “social housing”, men den helt store forskel er, at i Danmark kommer den almene sektor med et beboerdemokrati, der gør, at alle potentielt har indflydelse på deres boligområde.

Det er en lang række af boligforeninger og selvejende institutioner over hele landet, der ejer boligerne, som drives non-profit, – også altså ikke er ejet af hverken kommuner eller stat. I gennemsnit er kvadratmeterlejen i den almene sektor ifølge Boligorganisationernes Landsforening, BL, 25 procent lavere end i private lejeboliger.

Den model er ret unik og har været med til at skabe boliger for almindelige danskere – også selvom man var ufaglært eller offentligt ansat – på et tidspunkt, hvor folk havde brug for at kunne flytte ud af de store byer for at få grønne områder, flere værelser og masser af lys.

Her er der flest almene boliger
Det har også betydet, at der er store forskelle på mængden af almene boliger i kommunerne. Andelen er størst i Københavns omegnskommuner og især i et bælte sydvest for København, hvor der var store åbne arealer eller landbrug, der kunne omdannes især sidst i 60erne og i starten af 70erne: I Ishøj er 49,6 procent af boligmassen almene boliger, og i Brøndby er knap 57 procent alment, mens Herlev, Ballerup, Albertslund alle ligger lige over 50 procent.

Til gengæld har en nabokommune som Vallensbæk kun 7,2 procent, og hvis man rykker lidt nordpå til Gentofte, så er det kun hver 20. eller blot 4,5 procent, der er almene boliger ifølge BLs tal.

For nogle af dem, der bor i store private villakvarterer, så er omtalen af den almene sektor noget, der først og fremmest udløser associationer til problemområder som Tingbjerg, Gellerup eller Vollsmose. Men på den seneste liste over udsatte boligområder var det 24.573 beboere, der boede i de pågældende områder, som også tæller bebyggelser i blandt andet Esbjerg, Kolding, Greve, Svendborg og Randers. Altså mindre end 2,5 procent af det samlede antal beboere i den almene sektor.

I de allerfleste almene bebyggelser, så går livet bare sin gang. Og så alligevel er der en skævvridning i forhold til den gennemsnitlige dansker. For der er store udfordringer med geografisk og social ulighed.

I almene boligområder er der næsten dobbelt så stor forekomst af folkesygdomme som KOL og type 2-diabetes, samt en overrepræsentation af borgere med psykiske diagnoser.

Pres på boligmarkedet kalder på samarbejde
De seneste år har der været pres på boligmarkedet, som også har været et af topemnerne i de seneste måneders valgkamp især i de store byer. Mange har svært ved at få råd til eller blive godkendt til en ejerbolig eller betale de stigende priser på private udlejningsboliger. Her kommer de almene boliger ind i billedet, men de bliver sjældent aktivt hørt – eller lader sig høre – udenfor egne cirkler.

Som det er nu, er maksimumbeløbet, som en almen boligforening må bygge for per kvm., på 24.480 kr. for en familiebolig og 35.600 kr. for en ældrebolig. Når der også skal købes en grund, så udfordrer det mange almene foreninger, og det betyder, at der ikke bliver bygget noget. Men det har regeringen meldt ud, at de nu vil ændre på.

Selvom foreningsmodellen altså er helt unik og betyder, at man kan få medindflydelse på sin bolig på trods af, at den er offentligt støttet, så er den også en hæmsko, hvis der ikke sidder en driftig og innovativ ledelse i den enkelte forening. I den ophedede valgdebat, hvor stort set alle andre interessenter i boligmarkedet har været på banen, så har man ikke hørt meget fra den almene sektor.

Det er heller ikke mit indtryk, at man er god til at vidensdele og tænke gode byområder og best practice i fællesskab på tværs af de bygherrer, der kunne være aktive i Danmark. I stedet er der nærmest en konkurrencementalitet.

Samarbejdet er kun stærkt mellem enkelte boligorganisationer og private bygherrer, som enten frivilligt eller fordi en kommune kan forlange 25 procent almene boliger i et projekt, har formået at udvikle spændende nye løsninger sammen.

For der er eller bør nemlig ikke være et “dem og os”. Der er et kæmpe behov for boliger i Danmarks store byer, og her er der rigeligt plads til både almene og private boliger. Er det lidt mere besværligt for begge parter at forstå hinandens på papiret meget forskellige modeller? Klart ja. Bygger begge parter boliger og vil gerne gøre det så attraktivt som muligt for så få penge som muligt og kan dele hinandens erfaringer? Klart ja. Vil det kunne få tingene til at glide bedre for begge parter? Klart ja.

Så det er på tide, at de almene organisationer og de private bygherrer får blandet blod. Det kræver initiativ fra begge sider, og det kan kun gå for langsomt.