tirsdag 18. november 2025 12:55
Norsk aktør køber i Danmark
Den norske ejendomsaktør AKA har netop købt tre nyopførte Lidl-ejendomme i Danmark i en transaktion tilrettelagt af ABG Project Finance.
Det skriver Estate Medias norske søstermedie Estate Nyheter.
Den første af de tre Lidl-ejendomme ligger i Aalborg og blev allerede overtaget den 17. november. De øvrige to ligger i Kokkedal og Herning og vil blive overtaget ved færdiggørelse i henholdsvis december 2025 og februar 2026.
Købet markerer første gang, at den tyske discountkæde Lidl bliver en del af AKAs portefølje. Hidtil har selskabet især investeret i Rema 100-ejendomme i Danmark.
– Efter at vi på kort tid har etableret os som en betydelig ejer af handelsejendomme med lavprisdagligvare i Danmark, er det et naturligt næste skridt også at få Lidl ind i porteføljen. Vores ambition er at være en langsigtet ejer for store dagligvareaktører – også i det danske marked, siger adm. direktør Jane K. Gravbråten fra AKA, skriver Estate Nyheter.
De seneste to år har AKA – gennem de delejede selskaber DK Retail Invest AS og DK Handelsinvest AS – opkøbt i alt 76 dagligvareejendomme i Danmark. Den samlede bruttoejendomsværdi lyder på omkring 3,4 milliarder norske kr., svarende til cirka 93.000 kvm.