torsdag 13. november 2025 13:05
Fra tirsdag – fik du læst det store interview med Katrine Larsen?
– Da jeg ringede til min mor og fortalte det, blev hun rasende på mig. Hun var sådan ‘har du fuldstændig mistet forstanden?’
Katrine Larsen havde ikke lige frem opbakning fra sin mor til at vinke farvel til en sikker karriere som jurist. Men hun gjorde det alligevel og fokuserede i stedet 100 procent på iværksætterdrømmen.
Det har imidlertid ikke altid været lige nemt for Hococo-stifteren, som i et interview med Estate Media fortæller åbent om udfordringer med både omgangskreds, familie og med en “støvet mentalitet” i ejendomsbranchen.
– Når jeg reflekterer over det, så er jeg faktisk lidt ærgerlig over, at der var nogle i mit bagland, mine familiemedlemmer, som ikke støttede mere op om det, siger Katrine Larsen.
– Det var mere ‘er det ikke lidt synd, at børnene kommer så tidligt afsted i institution og bliver hentet så sent?’. Hvor jeg mere tænkte, hvorfor de ikke overvejede, hvad de kunne gøre for at løfte mig op i stedet for at tale mig ned og dunke mig i hovedet med, at jeg først hentede klokken fem igen. Vi prøver alle sammen at gøre det bedste, vi kan, fastslår hun.
Du kan læse hele historien om Katrine Larsen og hendes rejse med Hococo her på Estate Media.
