onsdag 12. november 2025 08:09
Overblik: Her er de vigtigste nedslagspunkter i regeringens boligudspil
Hen over de seneste dage – og snart uger – har regeringen drypvis præsenteret dele af sit boligudspil.
Udspillet rummer forslag om flere almene boliger, ejerboliger og andelsboliger, indgreb mod korttidsudlejning og nye låneregler for førstegangskøbere.
Hvis det vedtages i sin nuværende form, vil boligudspillet med al sandsynlighed få stor betydning for især boligudviklingen i København.
Regeringen har ladet kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), finansminister Nikolaj Wammen (S) og social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) fremlægge forslaget i flere dele over flere dage.
Få overblikket over forslagene her:
25 procent flere ejerboliger
Regeringen vil ændre planloven, så kommunerne får mulighed for at kræve, at op til 25 procent af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes allerede for almene boliger.
Det betyder, at kommunerne fremover kan reservere op til halvdelen af boligmassen til ejer- og almene boliger.
Forslaget har mødt stor modstand i ejendomsbranchen, der hellere havde set, at markedet fik lov at regulere sig selv.
Til gengæld er det såkaldte rækkefølgeprincip ikke en del af udspillet. Princippet går ud på, at man i lokalplanen kunne bestemme, om almene boliger, ejerboliger eller lejeboliger skulle bygges først.
Nye ejerboliger må ikke udlejes
Som led i ønsket om flere ejerboliger vil regeringen også bestemme, hvordan de må anvendes fremover.
Derfor foreslår regeringen en servitut, der forhindrer, at nye ejerboliger kan udlejes.
– Vi vil ikke bare ændre planloven, vi vil også ændre loven om andre boligforhold, så vi sikrer, at de rent faktisk bliver ejerboliger, sagde Morten Dahlin til Berlingske i forbindelse med forslaget.
Også den del har mødt kritik fra ejendomsbranchen, hvor blandt andre AP Ejendommes adm. direktør, Peter Olsson, har markeret sig:
– Det vil forringe lejlighedernes værdi, hvis de ikke må lejes ud. Så det har jeg meget svært ved at se noget godt i. Ville du selv have lyst til at købe en ejerbolig, som du ikke må leje ud?, sagde Peter Olsson blandt andet til Estate Media.
Indgreb mod skyggehoteller
Et af de helt store temaer de seneste måneder har været Jyllands-Postens afsløringer af skyggehoteller i København – boliger, der i stedet bliver brugt til korttidsudlejning.
Det vil regeringen nu dæmme op for med nye regler.
Regeringen ønsker at forpligte udlejningsplatforme, ejere og udlejere til at udlevere relevante oplysninger til tilsynsmyndighederne om blandt andet udlejeren og udlejningsaktiviteten. Myndighederne skal samtidig kunne give påbud, blokere bookinger eller fjerne annoncer.
Derudover skal der være bedre muligheder for sanktioner.
Almene boliger: Maksimumsbeløb kan hæves med 20 procent
Regeringen vil hæve maksimumbeløbet for almene boliger, fordi det nuværende niveau har gjort det svært at bygge i blandt andet København.
Det vigtigste forslag er en såkaldt midlertidig højprisordning, baseret på postnumre.
Ordningen giver mulighed for at overskride maksimumbeløbet med op til 20 procent i hovedstadsområdet og i Aarhus Kommune i cirka 10 år med gradvis udfasning. Det er op til de udvalgte kommuner, om de vil bruge ordningen.
Kommunerne, der er omfattet af højprisordningen, er: København, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Rudersdal, Gladsaxe, Dragør, Tårnby og Aarhus.
“Smidigere” regler skal give flere andelsboliger
De seneste år er der næsten ikke kommet nye andelsboliger på markedet. Reglerne er blevet for komplekse, lyder det fra regeringen, som derfor vil gøre dem “smidigere”.
Hvad det konkret betyder, har regeringen endnu ikke fremlagt.
Til Ritzau siger regeringen dog, at det blandt andet handler om at undtage visse regler og sikre, at syn og skøn gennemføres hurtigere.
Regeringen foreslår desuden, at praksis ændres for kreditvurderinger ved tilbudspligt, så det bliver lettere for lejere at blive godkendt af banken.
Nye låneregler til førstegangskøbere
Regeringen vil give førstegangskøbere en forlomme på boligmarkedet.
Derfor foreslås det, at førstegangskøbere skal kunne optage realkreditlån med en afdragsperiode på 40 år. Det kan sænke ydelsen med omkring 6.700 kr. pr. lånemillion om året.
Ved et lån på fire millioner kr. svarer det til en besparelse på 26.800 kr. om året eller 2.233 kr. om måneden.
Derudover vil regeringen give større fleksibilitet i vurderingen af borgernes økonomi, så fremtidig indtjening kan medregnes.