onsdag 12. november 2025 10:06
Over en halv milliard kr til nyt forskningscenter i Aarhus
Et nyt Dansk NeuroforskningsCenter (DNC) bliver nu en realitet i Aarhus med en samlet finansiering på over 500 millioner kr. fra fonde, private donatorer og Region Midtjylland.
Centret opføres på Aarhus Universitetshospital og bliver det første i verden, der samler forskning i hjernesygdomme på tværs af psykiatri og somatik.
Bag projektet står Købmand Herman Sallings Fond, Lundbeckfonden, Kirkbi, Aarhus Universitets Forskningsfond og Region Midtjylland, som hver bidrager med mellem 60 og 120 millioner kr.
– Med et helhedsblik på hjernesundhed kan vi løfte både behandling og samfundsøkonomi, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Centret samler omkring 400 forskere under samme tag.
Ifølge donatorerne er projektet en investering i viden, innovation og fremtidens sundhed – og et nyt skridt i retning af at gøre Aarhus til et internationalt kraftcenter for forskning og udvikling.
