onsdag 12. november 2025 09:33
MT Højgaard Holdings ordreportefølje stiger til 22,5 milliarder kr: – Vi har plads til flere projekter
MT Højgaard Holding holder fast i forventningerne og har fået bedre styr på likviditeten, men en stor del af de kommende projekter er endnu ikke sat i gang.
Det fremgår af selskabets rapport for tredje kvartal.
Koncernen vandt endelige, ubetingede ordrer for 1,8 milliard kr. og øvrige ordrer – blandt andet udbygningen af Metroen – med en værdi på 1 milliard kr. De ordrer vil indgå i ordreindgangen, når de tildeles endeligt. Sidste år lød tallet for tredje kvartal på 1,73 milliard kr.
Adm. direktør i MT Højgaard Holding, Rasmus Untidt, peger på, at man fra koncernens side ønsker at komme tidligere ind i projekterne, hvilket betyder, at der bliver lagt energi i projekter, der endnu ikke kan komme på bogen.
– Vi undgår noget risiko ved at være i den her tidligere involvering, siger han til Estate Media.
Han fremhæver, at modellen indtil videre har vist sig god for selskabet. Blandt andet har koncernen leveret tre værksteder til DSB, hvor de har siddet og arbejdet sammen med DSB og andre rådgivere fra start til slut.
– Det har fungeret virkelig godt for os, konstaterer han.
Den samlede ordreportefølje steg til 22,5 milliarder kr. mod 19,3 milliarder kr. på samme tidspunkt sidste år.
Porteføljen består af endelige, ubetingede ordrer for 11 milliarder kr., vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for op til 6,3 milliarder kr., fremtidige opgaver i byggepartnerskaber med en skønnet værdi på 4,6 milliarder kr. samt ordrer i joint ventures for 600 millioner kr.
– Vi skal stadig blive ved med at vinde opgaver i 2026 og 2027, og vi skal stadig ind og vinde opgaver. Vi har en flot ordreportefølje, men vi har plads til mere, siger Rasmus Untidt.
Engangssalg trækker ned
Trods fald på både omsætning og driftsresultat beskriver MT Højgaard Holding resultatet for perioden som “solidt”.
Omsætningen faldt med syv procent til 2,4 milliarder kr., mens driftsresultatet faldt fra 125 millioner kr. i tredje kvartal 2024 til 110 millioner kr. i år.
MT Højgaard Holdings forventninger til året er uændrede.
Omsætningen ventes at blive 10-10,5 milliarder kr., mens driftsresultatet formodes at lande på mellem 400-450 millioner kr.
Begge tal er lavere end i 2024, hvor MT Højgaard Holding kom ud med en omsætning på 10,7 milliarder kr. og et driftsresultat på 486 millioner kr.
Årsagen til nedgangen skal findes i en engangsindtægt på 56 millioner kr. i forbindelse med et grundsalg sidste år.
– Vi har ikke haft de samme engangssalg i år. Men fratrækker man de 56 millioner kr., så er vi nogenlunde samme sted, som vi var sidste år, hvilket er et sweet spot for os, siger Rasmus Untidt.
Fremgang i Enemærke & Petersen
Årets store historie i MT Højgaard-koncernen kunne have været, at selskabet tidligere i år valgte at nedlægge afdelingen MT Højgaard Development og føre aktiviteterne ind under MT Højgaard.
Men i stedet har det været problemerne i Enemærke & Petersen, der har fået opmærksomhed, hvor selskabet har været udfordret på fire projekter.
I tredje kvartal fylder de udfordringer dog ikke meget i regnskabet.
Enemærke & Petersen forbedrede indtjeningen i forhold til de forrige kvartaler, hvilket ifølge MT Højgaard Holding var en konsekvens af stabil projekteksekvering og effekten af justeringer på de tidligere omtalte problemsager, hvor der er blevet skabt fremdrift og indgået enkelte delaftaler i tredje kvartal.
Enemærke & Petersen leverede årets bedste kvartal målt på driftsresultat. Her landede selskabet et resultat på 39 millioner kr., hvilket ikke er set bedre de seneste fem kvartaler.
Derudover steg selskabets overskudsgrad til 3,9 procent, hvilket også er et markant løft sammenlignet med resten af året, hvor den har svinget mellem 1,6 og 1,9 procent.
Hvad er der sket i Enemærke & Petersen?
– Vi har hele tiden sagt, at når vi kom ind i andet halvår, så ville tingene forbedre sig. Det kan godt være, at man er bagud ved pausen, og det kan godt være, at vi ikke vinder kampen, men så skal vi vinde anden halvleg. Enemærke & Petersen har arbejdet godt med deres projektstyring, og samtidig er vi ved at komme i mål med de projekter, hvor der har været tvister, siger Rasmus Untidt.