fredag 07. november 2025 10:45
Her er talenternes fem bedste råd
De 35 talenter, der i år er udvalgt til Ung i Ejendom, repræsenterer bredden i den danske ejendomsbranche – fra advokater og investorer til udviklere og forvaltere.
Fælles for dem er ambitionen om at præge en branche i forandring – og evnen til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget for at lykkes.
Vi har spurgt en række af dem, hvad de gerne selv ville have vidst, da de begyndte i branchen.
Her er deres bedste råd.
1) Vælg det rigtige sted – og de rigtige ledere
Efter sin nominering til Ung i Ejendom 2025 har Christian Andersen Rønn taget springet fra startupmiljøet i Waitly til rollen som bid & contract manager i Taurus.
For ham handler de første år i branchen ikke om titler eller prestige – men om at vælge et sted, hvor man bliver set og troet på:
– Det er vigtigt, at du som ny vælger et sted, der tror på dig og det, du kan bringe til bordet. Jeg synes tit, jeg ser, at folk vælger det, der lyder godt på CV’et, men det er ikke nødvendigvis det, man får mest ud af.
– Du får mere ud af at vælge et sted, hvor de tror på dig. Hvis du oplever, at der bliver troet på dig, så giver det en autonomi, og den ser jeg folk vokse i, tilføjer han.
2) Tag en uddannelse
Som project manager hos Fredheim Invest arbejder Frederik Schiermacher med investeringer og udviklingsprojekter – men det var ikke en lige vej derhen.
Han griner lidt, når han deler sit bedste råd, for det var netop et, han ikke selv forstod, før han blev ældre.
– Da jeg var yngre, syntes jeg, det var det kedeligste råd, når folk sagde, at man skulle tage en uddannelse. Men de havde ret. Og hvis du kan få en studenterstilling undervejs, så gør det. Det var ikke min vej ind, men det ville have gjort mange ting lettere.
3) Gør det for din egen skyld
I dag står Katja Maria Mortensen som 32-årig i spidsen for 16 medarbejdere i Deas og har det overordnede ansvar for 60 i afdelingen Foreninger Øst.
Men vejen dertil har krævet både tålmodighed og vedholdenhed – og hun understreger, at motivationen skal komme indefra.
– Tag ansvar for din egen læring. Vær nysgerrig og byd ind, hvor du kan gøre en forskel. Og gør det, fordi du gerne vil udvikle dig – ikke for at få et tak. Det får man ikke altid i den her branche, og det er helt okay, siger hun.
4) Tag AirPods’ene ud
Jakob Brokholm Nielsen startede som junior analyst i CBRE Capital Markets i 2019, blev fuldtid i 2021, rykkede hurtigt videre til associate – og har i dag, som blot 29-årig, titel af associate director.
Han ved derfor, hvor meget det betyder at være til stede – og derfor er hans råd til andre unge, der drømmer om en karriere i ejendomsbranchen, enkelt, men – måske også – effektfuldt.
– Når du sidder på kontoret, så tag AirPods’ene ud. Sug viden til dig, lyt og observer. Man lærer enormt meget af bare at være til stede og høre, hvad folk taler om omkring en, siger han.
5) Hold fast i dig selv
Som advokat hos Donatzky & Partnere har Emilie Illum Rodam oplevet, hvordan man som ung hurtigt kan blive formet af andres forventninger.
Men hendes bedste råd handler netop om at turde holde fast i sin egen måde at være på – også i en branche, der kan være præget af traditioner:
– Mit bedste råd er at holde fast i dig selv og dine værdier. Hvis du ikke passer ind i den klassiske rolle, så er det helt okay. Ejendomsbranchen er fyldt med nytænkende mennesker og er i konstant bevægelse. Der er plads til at komme med sig selv og finde sin egen vej, siger Emilie Illum Rodam.