Den 18. november er der kommunalvalg. Man kan kun stemme til et kommunalvalg, når man bor i den pågældende kommune. Så hvem forsøger kandidaterne at gøre deres hoser grønne overfor? Naturligvis de lokale vælgere.

Det fører nogle gange til, at man glemmer det kæmpe ansvar for hele Danmarks udvikling, som København både som by og som region er motor for. Men København er ikke kun for københavnerne. Det er også hele Danmarks hovedstad, økonomiske centrum og Danmarks største by.

Det er ikke alle, der husker at minde sig selv om det, og det giver sig udslag på flere måder.

Når det kommer til diskussionen omkring boligmarkedet, så sker det selvfølgelig især, fordi når truget er tomt, så bides hestene. Og lige nu er truget med boliger tomt. Der er ikke kun mangel på betalbare boliger, men på boliger i det hele taget.

Man kan ikke bare hytte sit eget skind
Det er alt, alt for svært at komme ind på det københavnske boligmarked, og skylden bliver skudt på mange forskellige. Men det må ikke komme til at betyde, at man bliver fremmedfjendsk i den forstand, at man kun hytter københavnernes eget skind. I værste fald vil det betyde, at byen dør.

 

Lad mig give nogle eksempler:

– Partier foreslår at omdanne By & Havn til et selskab med navnet Københavnernes Bolig- og Havneselskab. Uden i denne omgang at se nærmere på de mange andre følgevirkninger, som forslaget vil have, så kan man bare konstatere, at selvom Københavns kommune ejer hovedparten af By & Havn, så er det ikke kun københavnernes. København har som kommune et ansvar for at skabe boliger til dem, der er i byen, men også til dem, der kommer til byen.

– Flere kommuner rundt om København mener ikke længere at kunne udbygge i samme takt som hidtil, da de ikke kan følge med på infrastrukturbasis. De lukker sig om sig selv i stedet for at tænke tværkommunalt og finde løsninger på problemet i fællesskab. Naturligvis koordineres der, men det er slet ikke et samarbejde, der bærer nok frugt eller virker samlende. Tværtimod er der flere, der ønsker at udfordre regionens samlende plan, Fingerplanen, der lige nu er til revision, primært for egen vindings skyld.

– For 23 år siden åbnede den første metro i København. Det var så rigtigt set, at hvis København skulle udvikle sig, skulle vi kunne komme hurtigere rundt. Men siden har vi fortsat set en udvikling, hvor infrastrukturen udbygges i København, mens den kollektive trafik og det vejnet, der giver resten af borgerne i regionen adgang til byen er under større og større pres. For at lette presset på boligmarkedet i København, kunne man vælge at gøre det mere attraktivt at bo uden for Københavns Kommune samtidig med, at man nemt kunne komme ind til byen. Igen et problem, der kræver, at man sætter sig ned og i fællesskab ser på løsninger.

Fællesskabet i hovedstadsregionen er ikke blevet bedre af, at organisationen Copenhagen Capacity i dag er en slags fødselshjælper, men ikke en decideret erhvervsfremmeorganisation. Der er derfor ikke et samlende organ bortset fra regionen, men den er primært optaget af sygehusstrukturen. Et andet fællesskab, der stort set er lagt i graven er hele forsøget på at skabe en “Øresundsregion” og billedet af et område med et antal indbyggere, der kunne tage konkurrencen op med Europas største byområder.

Masser af evidens for en vækstmotor er en god ide
Der er flere hundrede års evidens for, at byregioner og samlingspunkter, der formår at stå sammen, skaber vækst og tiltrækker både indbyggere og virksomheder. Ikke bare til byen selv, men også til landet som helhed. København er så markant en frontløber, at ”et København for hele Danmark” er nødt til at være den rigtige strategi.

Det betyder igen, at der er brug for at tage boligpresset alvorligt, og det eneste, der for alvor kan løse presset på boligmarkedet i København og dermed sikre, at “hestene ikke længere bides”, er, at der bliver bygget flere boliger. Både i København og i omegnskommunerne.

Det nytter på ingen måde og løser ingen problemer at lade sig inspirere af isolationister og den politik, vi i øjeblikket ser italesat andre steder i verden.

Danmark er et lille land, og vi har altid blomstret, fordi vi har været gode til at være åbne og inkluderende både i forhold til strukturelt samarbejde såvel internt som eksternt, men også et stærkt fællesskab fra Skagen til Stevns, fra Amager til Ærø og fra Tuborg til Tårnby.

Det skal vi fortsætte med og udbygge meget mere fokuseret både på kommunalt, på regionalt og på nationalt plan – på trods af en verden i forandring.