onsdag 08. oktober 2025 12:01
Selskab udlejer bopælspligtige lejligheder til turister
Mindst 170 lejligheder i København bliver systematisk udlejet via Airbnb og Booking.com, selv om mange af dem har bopælspligt, skriver Jyllands-Posten onsdag.
Ifølge avisens kortlægning står selskaberne Nest Ejendomme A/S og Dehn-A ApS bag udlejningen gennem navnet Nest Collection.
På flere adresser, hvor der ifølge folkeregisteret bor udlændinge, bor der i virkeligheden turister.
To advokater med speciale i lejeret vurderer, at der er tale om ulovlig udlejning. En af personerne bag selskabet, Christian Dehn, optrådte for tre år siden i en TV 2-dokumentar om ulovlige boligforhold og forklarede dengang, at han var stoppet med sin praksis.
Nest Collection afviser over for Jyllands-Posten, at der foregår ulovlig udlejning, og oplyser:
– Hvor der gælder bopælspligt, sikrer Nest efterlevelse gennem tydelige procedurer og dokumentation.