onsdag 08. oktober 2025 09:36
Mette Frederiksen vil sætte ind overfor korttidsudlejning
Det skal være sværere at omgå regler for korttidsudlejning og dermed medvirke til, at turister fortrænger den københavnske lokalbefolkning.
Det var et af budskaberne fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag holdt tale i forbindelse med Folketingets åbning.
Problemer med korttidsudlejning af boliger i hovedstaden har været på dagsordenen i en længere periode, hvor systematisk og professionel udlejning i stigende grad har presset både hotelmarkedet og selve boligmarkedet i København.
– Selvfølgelig skal man kunne leje sit sommerhus eller sin lejlighed ud. Men det skal jo ikke være sådan, at man alt for nemt kan omgå de regler, der blandt andet skal sikre, at København ikke udvikler sig til et nyt Venedig, hvor turister har fortrængt den lokale befolkning, sagde Mette Frederiksen.
– Alt det vil regeringen fremlægge forslag til at ændre, tilføjede hun.
Regeringen har i mange måneder barslet med et nyt boligudspil.
