Frans Barkler er ny partner og medlem af hotelgruppen hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Tidligere fodbolddirektør er ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech

Frans Barkler er tidligere direktør i Boldklubben Frem. Nu er han ny partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, hvor han også er indlemmet i virksomhedens hotelgruppe.

Det oplyser erhvervsmægleren i en pressemeddelelse torsdag.

I pressemeddelelsen fortæller man blandt andet, at Frans Barkler kommer med 25 års international erfaring, senest som stifter af rådgivningsvirksomheden Business Expansion, hvor han i 15 år  blandt andet har rådgivet hoteller om udvikling, drift og salg i Skandinavien og Tyskland.

Han har desuden tidligere haft ledende stillinger i B&B Hotels, IHG InterContinental Hotels Group samt Colliers, hvor han også arbejdede med hoteller, fortæller EDC Erhverv Poul Erik Bech.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at blive involveret i endnu flere hotelprojekter, som er det område, jeg virkelig brænder for, og hvor jeg har mine forcer og mit store netværk, siger Frans Barkler blandt andet i pressemeddelelsen.

– EDC Poul Erik Bech er et kæmpe brand og som Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed arbejder de med virkelig mange hoteller, kroer, campingpladser m.m., så jeg glæder mig til endnu flere hotelopgaver, tilføjer han.

Stoppede efter “samarbejdsvanskeligheder”
Frans Barkler kender allerede sine nye kolleger i mæglervirksomhedens hotelgruppe ganske godt. Han har fungeret som ekstern konsulent i over et år.

Og gruppens formand Stephen Berthelsen er glad for, at det er lykkedes at indgå et endnu tættere samarbejde.

– Det har virkelig været et godt samarbejde, vi har opbygget og som også fungerer i samarbejde med vores erhvervscentre, så han har allerede sat sit aftryk i udviklingen af vores hotelkompetencer, siger Stephen Berthelsen i pressemeddelelsen.

– Det blev således mere og mere klart, at han skulle blive en fast del og partner i vores stærke hotelgruppe. Det er heldigvis lykkedes, og vi får med Frans tilført et virkelig stærkt hotelnetværk og hotelkompetencer, hvor vi i endnu højere grad kan fokusere på rådgivning, transaktioner, udvikling- og driftskompetencer på hotelområdet, slår han fast.

Frans Barkler blev fyret som direktør i Boldklubben Frem i slutningen af januar 2025 efter det, som klubbens bestyrelse på det tidspunkt blandt andet betegnede som “samarbejdsvanskeligheder internt i klubben”.

Han nåede at sidde på direktørposten i knap to år.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder