onsdag 01. oktober 2025 14:39
Estate Media i Barcelona
Ready, Set, Invest!
Sådan står der på skiltet bag mig. Og ja, hvis bare det var så let.
Men det er det ikke. Boligkrisen i EU vokser, og den eneste løsning er at få bygget noget mere og renoveret endnu mere, så folk ikke fryser om vinteren. “Heldigvis” falder løsningen også sammen med mange udvikleres interesser.
Det er et af hovedtemaerne på ejendomskonferencen, The District, i Barcelona som jeg besøger i disse dage. Det er kun fjerde år den løber af stablen, og de første år har den været mødt af vrede demonstranter, som kræver flere betalbare boliger fremfor flere spekulative boliger bygget af amerikanske eller globale kapitalfonde.
Det er derfor også et af de helt store temaer, for det ironiske er, at dem, der kan løse krisen ved at øge udbuddet, også er blandt dem, som demonstranterne protesterer mod.
Estate Media er taget til Barcelona for at tage pulsen på det nye medlem af den europæiske ejendomskonference-familie og give et indblik i de vigtigste diskussioner. Følg med i de kommende dage her på siden.
