SF vil købe ejendomme for 10 milliarder kr. – og udleje dem billigt til københavnere

SF går til kommunalvalget i november med et markant boligpolitisk forslag, der skal sikre flere betalelige boliger i hovedstaden.

Partiets spidskandidat og sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, foreslår, at Københavns Kommune bruger 10 milliarder. kr. fra kommunens formue på at opkøbe ejendomme i byen.

Ejendommene skal herefter gøres tilgængelige som billigere lejeboliger for københavnerne. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Ejendommene skal By & Havn opkøbe fra de store kapitalforvaltere, og gør man det, vil det kune skabe op mod 10.000 nye boliger i løbet af næste valgperiode, anslår Sisse Marie Welling ifølge Ritzau.

Hun peger dog ikke på, hvilke bygninger der kunne være i spil, og har endnu heller ikke et konkret bud på lejeniveauet – men meldingen er, at den skal ligge lavere end de private udlejere.

– Det er mindre end det, kapitalforvalterne tager. De har en model, hvor de opkøber billige boliger, renoverer dem igen og igen, så de kan presse prisen op, siger Sisse Marie Welling til Ritzau.

Selvom boligerne skal være billige, understreger Welling i forslaget, at kommunen skal have et afkast, der svarer til det generelle afkast på kommunens formue.

Boligpolitisk slagsmål i vente
Forslaget ventes at blive et centralt tema i valgkampen, hvor SF især kæmper med Enhedslisten og Socialdemokratiet om at sætte den boligpolitiske dagsorden i København.

Udspillet fra overborgmesterkandidaten kommer nemlig midt i den allestedsnærværende diskussion om, hvordan man skaber flere boliger til den voksende københavnske befolkning.

Frem mod 2060 er det forventningen, at København vokser med 120.000 nye borgere.

Det betyder ifølge Københavns Kommunes Boligredegørelse for 2024, at der bliver behov for 81.000 nye boliger.

Også Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har i den forbindelse været ude med et forslag om at gøre vuggestuer og børnehave gratis, så byens borgere kunne få flere penge mellem hænderne til at betale de dyre københavner-boliger.

Pernille Rosenkrantz-Theil har desuden foreslået, at der kun må bygges i fem etager i København i fremtiden – et forslag, som Martin Vinæs, lektor og Ph.d ved Aarhus Universitet, dog mener, vil skabe færre boliger i hovedstaden, sagde han til Estate Media i juni.

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder