onsdag 03. september 2025 15:23
Lokal investor køber boliger for 153,8 millioner kr i Svendborg
118 lejeboliger og en enkelt erhvervslejlighed i Svendborg skifter hænder.
Nordicals, der har formidlet salget af den samlede ejendom på Kogtvedhøj, oplyser, at der er tale om en handel for “et trecifret” millionbeløb.
Ifølge Resights er ejendommen handlet for 153,8 millioner kr.
Sælger er Core Property, der driver ejendomsfonde med boligejendomme i Danmark, Tyskland og Polen, oplyser Nordicals.
Salget viser, at Svendborg er blevet attraktivt
På den anden side af handlen står ifølge Resights en lokal fynsk investor, Familien Poulsen Holding ApS, som har 298 ejendomme i porteføljen, og som ledes af direktør Kurt Brusgård Poulsen fra Svendborg.
– Salget viser, hvor attraktivt et område Svendborg er blevet for investorerne, og det er en udvikling, som vi forventer, vil fortsætte, siger Morten Rasmussen, som er indehaver ved Nordicals Fyn, i en pressemeddelelse.
Han fremhæver, at salgsforløbet har været “gnidningsfrit, og at alle parter har bidraget positivt til processen.”
Nordicals understreger, at ejendommens beliggenhed få hundrede meter fra Hotel Stella Maris og en stribe smukt renoverede boliger ved Kogtvedsund gør den yderst attraktiv.
Området har gennemgået en positiv udvikling de seneste fem-10 år med stigende tilflytning til hele Svendborg Kommune, påpeger erhvervsmægleren i samme åndedræt.
Nordicals Fyn konstaterer samtidig, at investeringsmarkedet er i god fremdrift, og erhvervsmægleren forventer et højt aktivitetsniveau resten af året, “understøttet af en stærk pipeline”.