onsdag 03. september 2025 11:30
Dansk Croisette-chef skifter til RED: – Min rolle var blevet for administrativ
Erhvervsmægleren Cushman Wakefield | RED styrker sit Capital Markets-team med ansættelsen af Martin Spangdahl-Fafara som associeret partner pr. 1. september 2025.
Han kommer fra den svenske erhvervsmægler Croisette Real Estate Partner, hvor han de seneste fire år har stået i spidsen for etableringen af selskabet på det danske marked.
– Vi etablerede Croisette i Danmark i 2021 – lige inden markedet blev rigtig udfordret. Vi troede, vi skulle lave nogle store transaktioner, men markedsvilkårene gjorde det sværere at få fodfæste, end vi havde regnet med. Derfor måtte vi skifte fokus til blandt andet udlejning, siger Martin Spangdahl-Fafara til Estate Media.
Han fortæller, at han længe har savnet at arbejde med det, der driver ham mest: transaktionerne.
– Min rolle var blevet for administrativ og for bred i forhold til at arbejde på tværs af alle segmenterne. Derfor er det et perfekt match med RED, hvor jeg glæder mig til at sidde med de store transaktioner og fokusere på det.
Marked i bedring
Hos RED er der ligeledes stor tilfredshed med udvidelsen af teamet.
– Transaktionsmarkedet er i klar bedring, og vi har mange sager i pipeline. Derfor er det god timing, at vi får muligheden for at styrke afdelingen med en stærk profil, som vi tror komplimenterer resten af teamet rigtig godt, siger Lior Koren, partner og Head of Capital Markets i RED.
Han fremhæver samtidig Martins erfaring fra opstarten af Croisette i Danmark, samarbejdet med den globale aktør Knight Frank plus hans netværk i branchen som væsentlige styrker.
Croisette blev grundlagt i Malmø i 2015 og har nu vokset sig til flere hundrede medarbejdere med kontorer i Sverige, Danmark, Finland og Island.
I 2023 indgik de en partnerskabsaftale med den internationale erhvervsmægler Knight Frank, som har hjemme i London.