Bjarke Mikkelsen, adm. direktør i Thylander. Foto: Thylander.

Thylander øger overskuddet i første halvår

Ejendomsselskabet Thylander kommer ud af første halvår 2025 med et resultat før skat på 4,4 millioner kr.

Det fremgår halvårsregnskabet, der udkom tirsdag eftermiddag.

Resultat er en fremgang sammenlignet med samme periode sidste år, hvor det lød på 1,6 millioner kr.

I regnskabet lyder det, at resultatet betegnes som tilfredsstillende, og at ledelsen forventer et årsresultat på 15–20 millioner kr. før skat.

Til sammenligning lød overskuddet i 2024 på 3,7 millioner kr. før skat – en klar forbedring efter et svært 2023, hvor bundlinjen viste et underskud på 40 millioner kr.

Stigende personaleudgifter
Regnskabet viser også, at personaleomkostningerne er vokset markant i første halvår 2025.

Hvor udgifterne til løn, pensioner og øvrige personaleudgifter i samme periode sidste år udgjorde 21,6 millioner kr., er beløbet i år steget til 27,3 millioner kr. – en stigning på cirka 26 procent.

Samtidig er antallet af medarbejdere vokset fra 47 til 51.

Tidligere på sommeren skruede Thylander yderligere op for tempoet i virksomheden med ansættelsen af otte nye medarbejdere.

Ansættelserne markerer næste skridt i selskabets strategiske forandring og omfatter specialister, der blandt andet skal styrke satsningen på datacentre samt understøtte flere af de øvrige forretningsområder, lød det i den forbindelse fra adm. direktør Bjarke Mikkelsen, der tiltrådte for et år siden, til Estate Media i august.

– Nu har vi strategien på plads, vi har sat holdet og begynder at have rigtig godt momentum på alle vores forskellige ben, sagde han.

De nye medarbejdere er Poul Schoelzer Reitzel, Anders Granau Jeppesen, Keti Kojic, Fredrik Nivre, Valdemar Beck, Sofie Arnaa, Emilie Nygaard Fritzen og Annika Lindberg Bølle.

Mere fokus på datacentre
Ansættelserne er fordelt på flere afdelinger, herunder Portfolio Management, Investments, Legal & Compliance, Build for Life-fonden og det nye forretningsben Thylander Data Center (TYDC).

TYDC, som blev annonceret i maj, er en stor satsning for Thylander og har krævet nye profiler med erfaring inden for både energi, infrastruktur og sikkerhed.

Her bliver Poul Schoelzer Reitzel, tidligere i Ørsted, partner og driftsdirektør, mens Anders Granau Jeppesen, med baggrund hos Globalconnect, er ny Head of Commercial.

– Vi har sat et hold af de dygtigste specialister, både til at bygge og drive det forretningsben, men også specialister i energiinfrastruktur og i selve sikkerhedsdelen, som også er en helt central del af det, lød det fra Bjarke Mikkelsen.

Første fase af datacenterstrategien, der får placering i Esbjerg, forventes at stå færdig om 12 måneder.

Projektet markerer Thylanders indtog i et segment, der i dag tæller 55 aktive datacentre i Danmark – men hvor ingen hidtil har været ejet og drevet af danske virksomheder.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder