Adm. direktør Dariush Rezai, Sweco Danmark. Foto: Sweco.

Sweco udnævner tre nye direktører

Arkitekt- og rådgivningsvirksomheden Sweco Danmark styrker sin Landeledelse.

Det sker med udnævnelsen af tre nye direktører fra egne rækker.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse mandag.

Fra i dag, 1. september 2025, bliver Jimmy Bloch Sørensen direktør for Infrastruktur, Louise Skytte Clausen direktør for Klima, Miljø & Bæredygtighed, mens Tore Lucht overtager ansvaret for Energi & Pharma.

Ifølge Sweco Danmarks adm. direktør, Dariush Rezai, er styrkelsen af ledelsen et led i at imødekomme en stigende efterspørgsel på integrerede projekter, hvor både arkitekt- og ingeniørkompetencer bringes i spil:

– Kunderne køber ind på vores tilgang, og derfor skal vi accelerere vores evne til at skabe løsninger på tværs af fagligheder. Med Louise, Jimmy og Tore får vi tre direktører, der står for tværfagligt samarbejde, dyb faglighed og en tæt tilknytning til projekter og kunder i hverdagen, udtaler han i pressemeddelelsen og tilføjer:

Dariush Rezai understreger samtidig, at det er en styrke, at de nye ledelsesmedlemmer kommer fra egne rækker:
– Louise, Jimmy og Tore har alle været igennem vores talentprogram LEAP, og med deres engagement og erfaring kan vi bringe vores samlede kompetencer endnu tættere på de projekter, der driver udviklingen af tidens vigtige samfundsagender.

Samtidig med tiltrædelsen af de tre nye direktører træder Jes Hansen ud af Landeledelsen for at søge nye muligheder.

Jimmy Bloch Sørensen (t.v.), Louise Skytte Clausen og Tore Lucht (t.h.) indtræder i Sweco Danmarks øverste ledelse. Foto: Sweco Danmark.

Tre profiler med solid erfaring
Jimmy Bloch Sørensen
har siden 2018 været en del af Sweco, senest som afdelingsdirektør. Han får nu ansvaret for infrastrukturforretningen med mere end 300 medarbejdere.

Louise Skytte Clausen kom til Sweco i 2020 og har stået i spidsen for udviklingen inden for miljø, klima og bæredygtighed. Hun får nu det overordnede ansvar for området, der beskæftiger over 200 medarbejdere.

Tore Lucht har også været hos Sweco siden 2020 og har erfaring fra flere ledende roller. Han får ansvaret for Energi & Pharma, hvor han blandt andet trækker på erfaring fra store anlægsprojekter som havvindmølleparker og Energiøen i Nordsøen.

Rekordår
Sweco Danmark satte i 2024 ny rekord for omsætning efter en vækst på 22,9 procent sammenlignet med 2023 til en omsætning på 2,25 milliarder kr. – selskabets højeste nogensinde.

EBITA, som er indtjening før renter, skat og afskrivninger, endte i 2024-regnskabet på 297,3 millioner kr. – en anden rekord – hvilket svarer til en indtjeningsmargin på 13,2 procent.

I løbet af 2024 krydsede selskabet endnu en grænse, da man nåede over 2.000 ansatte i Danmark. De er fordelt på 17 kontorer fordelt rundt omkring i landet.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder