Peter Morgan, ejendomschef i PFA. Foto: PFA.

PFAs ejendomme under pres: Udenlandske investeringer giver minusafkast

Pensionsselskabet PFA har aldrig før haft så høje indbetalinger som i første halvår 2025. Til gengæld trak ejendomsinvesteringerne ned i resultatet med et negativt afkast på 2,8 procent.

Det fremgår af pensionskassens netop offentliggjorte halvårsregnskab.

Ifølge ejendomschef Peter Morgan skyldes det primært udenlandske investeringer, mens de danske ejendomme leverer solide resultater.

Fremgang i koncernen
PFA-koncernen kunne i første halvår 2025 notere sig for rekordhøje indbetalinger på 37,3 milliarder kr. – en stigning på 26 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er de højeste indbetalinger, pensionsselskabet nogensinde har haft i et halvår.

Sammenlignet over en længere periode er væksten endnu tydeligere: De seneste tre år er indbetalingerne steget med over 64 procent.

Selskabets resultat før skat og overskudsdeling med kunderne landede på 1.431 millioner kr. mod 1.336 millioner kr. i første halvår 2024.

Ejendomsinvesteringer under pres
På investeringssiden var billedet mere blandet.

PFAs ejendomsinvesteringer gav et negativt afkast på 2,8 procent i første halvår.

– Det er et halvårsregnskab med negativt afkast, og det er selvfølgelig aldrig noget, vi godt kan lide. Hovedårsagen er primært vores udenlandske investeringer. Vi har måttet foretage nogle store nedskrivninger på enkelte investeringer, der har haft stor effekt på det samlede afkast. Det gælder både det amerikanske, asiatiske og engelske marked, hvor generelle markedsudfordringer har ramt, siger PFAs ejendomschef Peter Morgan til Estate Media.

Han understreger dog, at udviklingen vurderes som midlertidig:

– Jeg havde håbet, at vi var færdige med at nedskrive i år. Jeg ser det som et midlertidigt udsving, og vi er på vej den rigtige vej. Vi ser positivt på markedet og forventningen er, at markedet stiger driftsmæssigt, og at priserne går op.

Intet brandudsalg
Mens de udenlandske investeringer har trukket ned, har de danske ejendomme leveret et positivt bidrag.

– Vores danske ejendomsinvesteringer har leveret et positivt afkast på over 3,4 procent. På tværs af porteføljen er det bolig, der klarer sig bedst, men i Danmark klarer hoteller og erhvervsejendomme sig også rigtig godt, siger Peter Morgan.

Siden Peter Morgan tiltrådte som ejendomschef i PFA, har selskabet reduceret sin ejendomsportefølje og solgt flere ejendomme fra som led i en strategisk tilpasning.

En strategi, der stadig er i gang.

Målet er en ejendomsportefølje med hovedsageligt danske ejendomme.

– Det er ikke, fordi vi holder brandudsalg. Men vi er i gang med en løbende tilpasning af porteføljen, og vi sigter efter at have en portefølje, der hovedsageligt er danske ejendomme. Vi har nogle ejendomme, vi godt kunne finde på at sælge, hvis prisen er rigtig, siger han.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder