Adm. direktør Carsten Gørtz Petersen og nu tidligere driftsdirektør Troels Lau Larsen. Fotos: Colliers

Driftsdirektør stopper i Colliers

Driftsdirektør Troels Lau Larsen forlader Colliers efter seks år hos erhvervsmægleren.

Troels Lau Larsen kom til Colliers i 2019 efter fusionen med Sadolin & Albæk, og her fik han til opgave at udvikle alle dele af forretningen.

Nu er opgaven fuldført, siger adm. direktør Carsten Gørtz Petersen i en pressemeddelelse fra Colliers:

– Troels har været en nøglespiller i opbygningen af den virksomhed vi har i dag – lige fra markedskommunikationen til vores salgsprocesser og ikke mindst den digitale platform, herunder vores CRM-system, siger Carsten Gørtz Petersen.

– Det betyder, at vi er kommet til et nyt punkt på vores rejse, hvor vi har et mindre behov for at udvikle os, men i større grad skal udnytte det nye setup, som er skabt med fokus på kundernes behov, tilføjer han.

“Tidspunktet er rigtigt for Troels til at komme videre”
Carsten Gørtz Petersen forklarer samtidig, at man har været opmærksomme på, at Colliers ville nå til det punkt.

– Vi har haft en god dialog undervejs og er blevet enige om, at tidspunktet er rigtigt for Troels til at komme videre i sin karriere nu – om det så bliver i Colliers’ globale organisation eller et helt andet sted, siger direktøren i pressemeddelelsen.

Og helt samme melding kommer fra Troels Lau Larsen.

– Jeg har været med til at opbygge og skabe et nyt Colliers, og jeg er en type, som udviklings- og transformationsorienteret, og det er der i sagens natur mindre af, når nu vi har gennemført størstedelen af den opbygning, siger Troels Lau Larsen til Estate Media.

– Carsten og jeg har haft en rigtig god dialog, og jeg har stor respekt for Carsten, som jeg har stået i mesterlære hos. Vi er enige om det her, og at tidspunktet er rigtigt til, at jeg skal videre i min karriere, tilføjer han.

Er der tale om en fyring?

– Nej, det er der på ingen måde. Vi er simpelthen gensidigt totalt enige, og vi har haft en glimrende dialog igennem længere tid. Det kan jeg garantere fuldstændigt. Så det her er en god og glad nyhed, siger Troels Lau Larsen.

– Selv om jeg vil savne gode kolleger, så er det rigtige for mig at komme videre, mens organisationen skal videreudvikle sig stående på det fundament, som vi har skabt, understreger han.

Udelukker ikke en anden rolle i Colliers
Troels Lau Larsen udelukker ikke, at han kommer til at fortsætte hos den internationale erhvervsmægler i en anden rolle.

– Der er flere spændende muligheder, også andre steder i Colliers’ internationale organisation, men nu går jeg lige og overvejer, hvad der skal være mit næste skridt, siger Troels Lau Larsen.

I Danmark vil Colliers nu, understreger Carsten Gørtz Petersen, “intensivere sit fokus på kundeoplevelsen og de services, som skal opfylde et stadig mere komplekst behov på tværs af hele branchen.”

Samtidig fortæller Carsten Gørtz Petersen i pressemeddelelsen, at Colliers nu skaber en ny rolle i organisationen – en salgsdirektør – som skal være med til “at fastholde og udvikle Colliers’ position.

– Vi står nu på et helt nyt fundament. Jeg vil gerne sige en stor tak til Troels for det store arbejde, han har gjort, de resultater, han har skabt, og det værdifulde samarbejde, vi har haft, siger Carsten Gørtz Petersen i pressemeddelelsen.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder