tirsdag 19. august 2025 09:33
MT Højgaard Holding-selskaber vandt ordrer for 8,1 milliarder kr i andet kvartal
MT Højgaard Holdings to selskaber, MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen, vandt ordrer for 8,1 milliarder kr. i andet kvartal.
Det fremgår af selskabets halvårsregnskab, der udkom tirsdag.
Samlet lyder MT Højgaard Holdings ordrebeholdning nu på 11,6 milliarder kr., hvilket faktisk er en tilbagegang på én milliard kr. i forhold til sidste år. Det skyldes, at mange af de nye ordrer er vundet, men endnu ikke tildelt.
Et eksempel er opførelsen af det kommende Unicef-lager i Nordhavn.
Den opgave vandt MT Højgaard Danmark tidligere i år, men først når politikerne på Christiansborg har sagt endeligt god for projektet, kan ordren bogføres.
Beholdningen af endelige, tildelte ordrer havde ultimo juni en værdi på 11,6 milliarder kr. Dertil kom vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for op til 5,8 milliarder kr., fremtidige opgaver i byggepartnerskaber med en skønnet værdi på 4,9 milliarder kr. plus ordrer i joint ventures for 0,7 milliarder kr.
Det betyder, at ordreporteføljen samlet lyder på 23 milliarder kr.
– Vi har vundet opgaver i licitation, partnerskaber, andre samarbejdsformer og egen projektudvikling. Det viser, at vi har en større spilleplade, og det er jeg glad for, siger adm. direktør i MT Højgaard Holding, Rasmus Untidt, til Estate Media.
Stort projekt vækker glæde
I slutningen af juni kom det frem, at MT Højgaard skal opføre et nyt spekulativt kontorbyggeri på Trælastholmen i Nordhavn for Nrep.
Lige præcis den ordre er Rasmus Untidt særligt glad for.
I marts kom det frem, at MT Højgaard Holding slog de to forretningsben MT Højgaard Danmark og MT Højgaard Development sammen.
Sammenlægningen skete for at skabe mere sammenhæng og kontinuitet i forretningen, og det mener Rasmus Untidt er lykkedes i forbindelse med Trælastholmen.
– Jeg er overbevist om, at vi vandt den ordre, fordi udviklerne sidder sammen med dem, der skal udføre projektet, siger han til Estate Media.
Den kommende kontorejendom i Nordhavn bliver på 13.700 kvm og står efter planen færdig i 2028.
Til trods for sammenlægningen af de to virksomheder går MT Højgaard Holding frem, når man ser på antallet af ansatte.
– Det viser to ting. Dels var det her ikke en spareøvelse. Det var en øvelse om at få det bedste ud af vores organisation. Og derudover viser det, at når vi vinder flere opgaver, så er der brug for flere mennesker. Derfor vokser vi på den front, fortæller Rasmus Untidt.
E & P-problemer forsætter
Hvor det tidligere var den udenlandske forretning, der trak de negative overskrifter i MT Højgaard-regi, har det i år været Enemærke & Petersen.
Enemærke & Petersens resultater var i andet kvartal belastet af en håndfuld kendte problemsager, som også tidligere har været fremhævet i regnskaberne fra koncernen.
Rasmus Untidt ønsker ikke at gå ind i de konkrete projekter, men fortæller, at det drejer sig om fire sager – tidligere var det fem, men den sidste er blevet afklaret. To af dem er på Sjælland, to er i Jylland. To er store, og to er små.
– De her projekter kommer til at præge regnskaberne fra Enemærke & Petersen det næste stykke tid. Sagerne er 70-80 procent færdige, og vi har stor interesse i, at de bliver afklaret med de respektive bygherrer.
Er der nogle fællestræk ved problematikkerne?
– Nej, det er der egentlig ikke. Det er hovedsageligt renoveringssager, der har været ramt af nogle projekteringsudfordringer, som så har skabt tvister omkring kontraktforhold. Men det er forskellige sager, siger Rasmus Untidt til Estate Media.