fredag 15. august 2025 11:02
Hoffmann med lille fald i omsætning
Entreprenørvirksomheden Hoffmann har afsluttet første halvår af 2025 med et resultat stort set på niveau med sidste år – trods en mindre tilbagegang i omsætningen.
Omsætningen landede i perioden på cirka 1,06 milliarder kr., mod omkring 1,09 milliarder kr. i samme periode sidste år.
Resultatet før skat blev 84,7 millioner kr., mod 87,1 millioner kr. året før.
– Vi er stolte af det resultat, vi har opnået det første halve år. Det er på samme niveau som sidste år. Vi har et godt samarbejde med kunderne, som vælger os til. Det vidner om, at det er en ordentligt kvalitet, vi leverer, siger adm. direktør Torben Bjørk Nielsen til Estate Media.
Ifølge halvårsregnskabet, der er offentliggjort i en pressemeddelelse, stod renoveringsopgaver for 70 procent af omsætningen i første halvår, mens nybyggeri tegnede sig for de resterende 30 procent.
Anlægsarbejde udgjorde 30 procent af de samlede aktiviteter, og selskabets rammeaftale med Bygningsstyrelsen stod for 20 procent.
Bekymringer, lange ventetider og milliardaftale
Hoffmann vurderer markedssituationen som fornuftig, men udtrykker samtidig bekymring for industrikundernes eksportmuligheder som følge af nye toldbarrierer.
Virksomheden peger desuden på, at tiden fra projektering til fysisk byggestart fortsat er lang – ikke mindst på grund af et vanskeligt udlejningsmarked.
Fremadrettet forventer Hoffmann flere forsvarsrelaterede byggeprojekter samt udbygning af landets fængsler.
I slutningen af 2024 blev Hoffmann valgt som totalentreprenør på Den Strategiske Rammeaftale 2025, der dækker hele Bygningsstyrelsens opgaveportefølje inden for nybyggeri, tilbygning, modernisering, renovering og vedligehold.
Aftalen omfatter opgaver op til tre millioner kr., løber over fire år frem til udgangen af 2028 og har en forventet volumen på omkring 6 milliarder kr. Hoffmann vandt kontrakten foran NCC og Nordstern, der også var prækvalificerede til at byde.