Den stadigvæk forholdsvis nye brancheorganisation DI Ejendom har – overordentlig fornuftigt – forsøgt at komme med et bedre bud end bare snak på vandrørene på, hvordan det egentlig går med ejendomsbranchens image.

Der er kommet syn for sagn via en helt ny undersøgelse, der tager temperaturen på danskernes syn på branchens ydelser.

4.000 respondenter med hovedvægt på København og Aarhus har svaret. De fik at vide, at hvis de ikke tænkte på oplevelser med håndværkere eller ejendomsmæglere, – for det ville helt sikkert mudre billedet uden at bidrage nævneværdigt, – hvad var så deres kendskab til ejendomsbranchen?

46 procent havde lavt kendskab til ejendomsbranchen. Det er måske ikke så mærkeligt eftersom det ses som en dyd hos hovedparten af aktørerne, at “den der lever skjult, lever godt”. 29 procent svarede, at de havde et negativt indtryk af branchen. Heller ikke mærkeligt.

De fleste har ikke knækket koden
Det er der mange grunde til. Nogle af dem, der bidrager til det dårlige image kommer her:

– Medierne fokuserer på, at der mangler billige boliger, og det er virkelig også svært at finde en betalbar bolig i de store byer, men det handler i mange tilfælde om, at mange gerne vil ind på ejerboligmarkedet. Er det politikernes skyld? Ja. Langt hen ad vejen er det. Men det er dem, der bygger, fastsætter priserne og står ude på byggepladsen, der får skylden.

– Politisk har der været en vilje til at dæmonisere eksponenter for ejendomsbranchen som for eksempel Blackstone, selvom deres forretningside med at energirenovere ejendomme, der ellers forfalder, egentlig gav god mening på så mange andre dagsordener. Den dag i dag er det de færreste, der har set det fulde billede af hele den misere, som udspillede sig i 2019-2020.

– TV2-dokumentaren Den sorte svane viste med al tydelighed, hvordan de brodne kar i branchen opererer med forurenet jord, der blev kørt ud på en bondemands mark og boliger, der bare skulle udvikles i en fart billigst muligt. De toneangivende i branchen, der følger reglerne føler ikke, at den slags vedrører dem. Men den kedelige sandhed er, at den almindelige forbruger hører noget dårligt om byggebranchen, og der skal som bekendt 29 gode historier til før hjernen begynder at udviske den 30., der var negativ. Men de 29 bliver forbrugerne ikke præsenteret for, og undersøgelsen viser med al tydelighed, at det ikke er almindelig baggrundsviden, når det kommer til ejendomsbranchen.

– De allerfleste har ikke noget tilhørsforhold til deres udlejer, som jo er dem, der i sidste ende beslutter noget i ejendomsbranchen. Typisk er der skudt en administrator ind som mellemled, og det vil sige, at huslejen bliver betalt til for eksempel Newsec eller Deas, men man får ikke en rigtig hjerne og hjerte-relation til sin udlejer. Selv i pensionsbyggerier forbinder mange lejere deres udlejer med en utydelig kapitalejer. I sidste ende bidrager investeringerne til  ganske almindelige danskere med en arbejdsmarkedspension, som nyder godt af afkastet. Det er også dem, der taber, når et byggeri som Fælledby bliver udskudt igen og igen, men den kobling laver de færreste.

– Få administratorer har knækket koden til det lykkelige forhold til lejerne. Det ene store problem er tilgængelighed: Problemer med lejemålet kan måske indrapporteres tirsdag mellem 10 og 14, og hvis der skal aflæses varme eller repareres noget, får man intervaller på fem timer, der gør, at man skal tage en fridag. Det er ikke et signal, der viser, at man tager lejerne og deres tid seriøst. Og når der så er indflytning eller udflytning, så går det helt galt med manglende godkendelser af istandsættelser og meget andet, der fører til mistede depositum, på en uforståelig baggrund. Det er måske den enkeltstående faktor, der bidrager mest til det dårlige image.

Lavpraktisk men alligevel svært at ændre
Så der er masser, der meget, meget lavpraktisk, er med til at give et negativt indtryk.

For slet ikke at tale om, når der skal bygges noget nyt eller måske endda bare forbedres noget. Danskerne er et solidt demokrati, og det er på alle måder positivt, men det betyder også, at vi er vant til at blive spurgt om alt muligt og føler, at vi har ret til at klage over alt muligt. Gerne højlydt. Og der er ejendomsbranchen – ofte fordi man vurderer, at man gør sig bedst ved ikke at være offentlig i forhold til relationen til det politiske miljø, – meget introvert.

Der er ganske få eksempler på det modsatte, som for eksempel den aarhusianske byudvikler Rune Kilden, der gang på gang stiller op til en debat på Facebook og gør det godt. Men det kræver tid, og hvis man er ansat i et ejendomsselskab og ikke ejerleder, så gider man helt ærligt nok ikke tage diskussionen lørdag formiddag kl. 10.30, eller hvornår brugerne nu synes, at de har noget på hjerte. (Hvis du ikke følger ham, så gør det for inspirationens skyld).

I undersøgelsen bliver man også spurgt, hvad man ønsker, at ejendomsbranchen skal prioritere. Der bliver nævnt billigere boliger, som er forståeligt, men også et stort og ret fluffy mål, fordi det indbefatter så mange komponenter, som branchen ikke selv er herre over, – så er det bæredygtighed og klimahensyn. Det er ret spøjst i betragtning af, at alle undersøgelser viser indtil nu, at det er et “gratis” standpunkt for købere og lejere. I det professionelle er det en vare, men når det kommer til boliger, så vil man da gerne have det med, men man vil ikke betale for det som lejer eller køber. Ikke endnu i hvert fald.

Så når alt det er sagt, så er det åbenlyst, at det nytter nok ikke at ændre ejendomsbranchens brand eller image uden at se nærmere på alt det underliggende, der er med til at skabe det negative indtryk. Det gælder lige fra manglende synlighed og dermed transparens og troværdighed til at sikre en reel omstilling fra at betragte lejerne som kunder i stedet for “bare” lejere. Og at sikre sig, at lejernes møde med ejendomsbranchen de forholdsvis få gange, hvor det sker, har en så lykkelig udgang som muligt. At man efterlader et positivt indtryk, og at man fremfor alt samlet i branchen erkender, at det er en branche, der på grund af de enorme summer, der kan tjenes, nogle gange tiltrækker brodne kar, og det er et fælles ansvar at gøre op med det.

9 ud af 10 er glade for deres bolig
For i bund og grund så er 9 ud af 10 glade for deres bolig, og det betyder jo, at de betaler deres husleje med glæde. Også selvom den er høj. På samme måde som de allerfleste i Danmark, når man trykker dem på maven, indrømmer, at de betaler deres skat med glæde. Men det betyder jo ikke, at man ikke gerne vil slippe billigere.

Når det er sagt, så er der et meget stort lyspunkt i de få tal, der hidtil er sluppet ud fra undersøgelsen. For det viser sig nemlig, at hele 4 ud af 10 danskere mener, at ejendomsbranchen bidrager med vækst og arbejdspladser.

Nogle gange kan man godt “føle” som aktør i branchen, at politikerne ikke har set netop det. At bygge- og ejendomsbranchen som helhed har skabt og skaber Danmark og vores fysiske rammer for både arbejde- og hjemmeliv. Men også, at branchen er underlagt et helt ekstremt niveau af forretningskritisk politisk afhængighed. Det gælder ikke hele tiden, og det gælder ikke alle. Men det er hele nøglen til, hvorfor det er værd at tale om ejendomsbranchens image og betydning.

De beslutninger, der bliver taget i ejendomsbranchen har indflydelse på mange menneskers hverdag, og derfor er det så vigtigt, at man faktisk forstår hinanden – både for politikerne, for brugerne, men også for ejendomsbranchens egne.

Så godt begyndt, DI. Nu kommer det lange seje træk.