onsdag 13. august 2025 12:03
Har sikret milliardinvestering til ny retail park i Grindsted
To lokale ejendomsudviklere har i fællesskab taget stort skridt mod opførelsen af en ny “retail park” – et stort butiksområde – tæt på Grindsted.
Med en samlet investering på mere end en milliard kr. skal der i etaper opføres flere end 30 butikker, og forventningen er, at der kan skabes op imod 1.000 nye arbejdspladser i Billund Kommune.
Endnu mangler godkendelse af planmæssige forhold fra Billund Kommune.
Det er totalentreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen A/S og investeringsvirksomheden Hanssen Ejendomme, som har base i henholdsvis Vejle og Kolding, der står bag projektet.
De to virksomheder erklærer i en pressemeddelelse, at de ikke blot er investorer, men også “engagerede aktører, som med et langsigtet perspektiv ønsker at forblive i projektet”.
– Vi har som lokale investorer en naturlig interesse i, at det her ikke bare bliver en investering med et kortsigtet afkast – vi vil skabe et projekt, der skaber værdi for kunderne, kæderne og området og som vokser over tid, siger projektdirektør Anders Bech Mathiesen fra Daugaard Pedersen A/S i pressemeddelelsen.
Ser frem til snarlig afklaring
Det er forventningen, at projektet med dets geografiske placering og størrelse vil styrke Grindsted og være et stærkt handelscentrum for byen, kommunen og det sydlige Jylland, lyder det blandt andet.
Det næste skridt for det enorme projekt er en godkendelse af planmæssige forhold. Foreløbigt er sagen nu til behandling hos Billund Kommune.
– Vi ser frem til en snarlig afklaring, så vi kan tage næste skridt. Der er stor interesse for projektet – både lokalt og regionalt – og mange glæder sig til at høre, hvad der er på vej, siger Michael Andersen, adm. direktør hos Hanssen Ejendomme.
– Vi har gennem længere tid arbejdet intenst med at få alle planmæssige forhold på plads og skabe det rette grundlag for projektets realisering. Vi glæder os til snart at kunne præsentere de første konkrete nyheder både om kæderne og om den forventede opstart, tilføjer han.