Thomas Bolding Rasmussen, Thranekær Rådgivende Ingeniører.

Tidligere Norconsult-direktør stifter nyt selskab

Den tidligere mangeårige Norconsult-direktør Thomas Bolding Rasmussen lancerer ny rådgivningsvirksomhed, og han har dansk investeringsselskab i ryggen og en anden tung brancheprofil i sin bestyrelse.

Thomas Bolding Rasmussen har stiftet Thranekær Rådgivende Ingeniører, oplyser han i en pressemeddelelse.

Og i forbindelse med offentliggørelsen bekræfter Thomas Bolding Rasmussen, at den nye rådgivningsvirksomhed allerede har opkøbt to virksomheder i branchen.

Thomas Bolding Rasmussen fortæller selv om Thranekær Rådgivende Ingeniører:

– Det er en virksomhed, der bygger på en partnerdrevet model som et reelt modstykke til de store rådgivervirksomheder, der er drevet af KPI’er, bureaukrati og central styring, siger han.

– Thranekær vil få mange partnere og baserer sig på frihed til vores medarbejdere, en høj faglighed og nærhed til kunderne. En tilgang, der både giver glade medarbejdere og bedre rådgivning, understreger Thomas Bolding Rasmussen.

Torben Modvig er i bestyrelsen
Til sin bestyrelse har han allerede hvervet blandt andre Torben Modvig, som er nyansat direktør i Pensiondanmark Ejendomme, og som har en fortid som adm. direktør i Nordstern.

Med opbakning fra kapitalfonden CataCap, som også står bag eksempelvis bar-koncernen Rekom, har Thranekær desuden indledt sin rejse ved at opkøbe to specialiserede virksomheder i branchen, UCON og Børthy, Schriver og Lundemann.

Mens UCON beskæftiger sig med forsyningsprojekter og har kontorer i Esbjerg, Holstebro, Aarhus og Aalborg, fungerer Børthy, Schriver og Lundemann som rådgivende ingeniørvirksomhed i Lyngby, hvor man har fokus på bygherrerådgivning, projektledelse og byggeledelse, oplyser Thranekær.

Hos begge de to virksomheder, som nu bliver en del af Thranekær, lyder der positive toner omkring det fremtidige samarbejde.

– Konceptet giver mening for både medarbejdere og kunder – vi ser frem til at udvikle virksomheden sammen med de øvrige partnere i Thranekær, siger Jesper Børthy, som er partner i Børthy, Schriver og Lundemann, i pressemeddelelsen.

Overtagelser “er blot startskuddet”
Partnerne i de opkøbte virksomheder forbliver medejere, hvilket er en del af Thranekærs model, der skal sikre nærhed til kunderne, lokal forankring og fravær af tungt bureaukrati, fortæller Thranekær videre i pressemeddelelsen, og det er bare begyndelsen, lover Thomas Bolding Rasmussen.

– Vi har overtaget to stærke og specialiserede virksomheder, som begge deler vores værdier og faglige tilgang. Overtagelserne er blot startskuddet, og målet er, at vi gennem opkøb og organisk vækst vil skabe en større, landsdækkende rådgivervirksomhed, som går på markedet med en anderledes tilgang, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Han har ambitioner om, at Thranekær skal være “branchens mest attraktive arbejdsplads for erfarne og specialiserede rådgivere.”





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder